Jeg holder meget af at læse, og ferien giver endelig tid til at fordybe sig i de bøger, der ellers har ligget og ventet. Denne ferie har jeg haft De 12 træningsprincipper af Warwick Schiller med i strandtasken, og det er uden tvivl en af de bedste hestebøger, jeg har læst længe. Faktisk er det en af de bøger, der bliver ved med at rumstere, længe efter man har lagt den fra sig.
Jeg har læst mange bøger om hestetræning gennem årene. Nogle er fyldt med øvelser, andre med teori, men det særlige ved denne bog er, at den formår at kombinere faglighed med fortællinger, som gør indholdet levende og let at forstå. Warwick Schiller skriver med et billedsprog, der gør selv komplekse emner nærværende, og hans egne erfaringer og historier gør, at man næsten føler, man er med ude hos hestene. Det gør bogen både underholdende og utrolig inspirerende.
Selvom titlen kunne få én til at tro, at bogen handler om tolv konkrete træningsøvelser, er det slet ikke tilfældet. De tolv principper er i stedet et fundament for al god hestetræning. De handler om, hvordan vi som mennesker påvirker hesten, hvordan den lærer, og hvorfor relationen mellem hest og menneske er langt vigtigere, end mange måske forestiller sig.
Noget af det, jeg især tager med mig fra bogen, er tanken om, at træning ikke kun handler om at få hesten til at udføre en bestemt opgave. Warwick Schiller vender hele tiden blikket mod hestens oplevelse af situationen. Er den tryg? Forstår den det, vi beder om? Er den mentalt klar til at lære, eller reagerer den blot på pres? Det lyder måske enkelt, men det ændrer faktisk den måde, man begynder at se sin træning på.
Bogen kredser meget om hestens mentale tilstand, og det synes jeg er enormt interessant. En hest, der føler sig tryg og afslappet, har langt bedre forudsætninger for at lære end en hest, der er anspændt eller usikker. Derfor bliver målet ikke bare at opnå det ønskede resultat, men også at skabe de rette rammer for, at hesten kan lykkes. Det er en tilgang, som giver rigtig god mening, og som jeg tror, mange ryttere kan have glæde af at reflektere over.
Det bliver særligt tydeligt gennem Warwick Schillers egne oplevelser. En af de historier, der gjorde størst indtryk på mig, handler om mustangen Cody. I stedet for at fokusere på, hvordan han kunne få Cody til at adlyde, begyndte han at stille et helt andet spørgsmål: Hvorfor reagerer hesten, som den gør? Den oplevelse blev et vendepunkt for ham og ændrede hele hans tilgang til hestetræning. For mig var det en vigtig påmindelse om, at adfærd næsten altid har en årsag, og at vi ofte kommer længst ved først at forsøge at forstå hesten, før vi forsøger at ændre den.
Et andet emne, som fylder meget i bogen, er vores timing. Ikke bare hvornår vi giver efter for et signal, men også hvornår vi vælger at vente, hvornår vi presser lidt for længe, og hvornår vi måske overser de små tegn, hesten viser os undervejs. Warwick Schiller beskriver, hvordan de små detaljer ofte er afgørende for, om træningen bliver en positiv oplevelse, og jeg synes, han formår at forklare det på en måde, der er både konkret og let at omsætte til praksis.
Et eksempel, som virkelig satte tanker i gang hos mig, er hans beskrivelse af, hvordan vi mennesker ofte kommer til at bede om “lidt mere”, netop i det øjeblik hesten har fundet det rigtige svar. Vi bliver så optagede af fremskridtet, at vi straks fortsætter, selvom hesten måske ville have lært endnu mere, hvis vi havde givet den et øjeblik til at stå stille, slappe af og bearbejde oplevelsen. Det er en lille detalje, men en, der fik mig til at tænke over min egen træning og betydningen af at give hesten tid.
Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var også bogens fokus på de små signaler. Vi har let ved at lægge mærke til de store reaktioner, men ofte fortæller hesten os langt mere gennem små ændringer i kropssprog, spænding, vejrtrækning og opmærksomhed. Når man begynder at lægge mærke til de signaler, bliver træningen mere nuanceret, og man får en langt bedre forståelse af, hvordan hesten oplever situationen.
Warwick Schiller illustrerer det blandt andet med et eksempel, som de fleste mennesker kan genkende. Han beskriver følelsen af pludselig at vende sig om, fordi man har en fornemmelse af, at nogen kigger på én. Det bruger han som en måde at forklare, hvor opmærksomme heste er på vores fokus og energi. De registrerer hele tiden, hvor vores opmærksomhed er rettet, og hvordan vi bevæger os. Det er en interessant tanke, som minder os om, at vores kommunikation med hesten starter længe før, vi giver et signal med tøjlen eller schenklen.
Jeg kan også rigtig godt lide, at bogen ikke prøver at sælge én bestemt metode som den eneste rigtige. Tværtimod inviterer Warwick Schiller læseren til at være nysgerrig og reflektere over sin egen træning. Han stiller spørgsmål, udfordrer vanetænkning og giver læseren lyst til at observere mere og dømme mindre. Det gør bogen relevant, uanset om man rider dressur, spring, western, arbejder fra jorden eller blot ønsker en bedre relation til sin hest.
Det er sjældent, at en bog både inspirerer og samtidig giver helt konkrete værktøjer, man har lyst til at tage med direkte ud i stalden. Men det gør denne. Flere gange undervejs måtte jeg stoppe op, læse et afsnit igen og tænke over, hvordan det passer ind i min egen hverdag med hestene. Ikke fordi bogen fortæller, at man skal lave alting om, men fordi den får én til at se de små nuancer, som ofte gør den store forskel.
De 12 træningsprincipper er derfor meget mere end en bog om træning. Det er en bog om kommunikation, tillid, læring og relationen mellem hest og menneske. Den minder os om, at god træning ikke kun handler om teknik, men om forståelse. Om at være opmærksom på det, hesten fortæller os, og om hele tiden at blive lidt bedre til at møde den dér, hvor den er.
Jeg kan kun give bogen mine varmeste anbefalinger. Uanset om du er ny hesteejer eller har mange års erfaring, tror jeg, du vil finde både inspiration og nye perspektiver i den. For mig er det en af de bøger, der ikke bare giver ny viden – den giver også lyst til at blive ved med at lære, observere og udvikle sig sammen med sin hest. Og det er i virkeligheden noget af det bedste, en fagbog kan gøre.
Skriv et svar