Hvorfor moderne hjerneforskning har ændret vores syn på hestens adfærd
Der findes øjeblikke med heste, som næsten er så små, at de er lette at overse. En vallak, der et kort øjeblik standser foran en presenning. En hoppe, der løfter hovedet lidt højere, da en cykel passerer forbi. En unghest, der bliver stående et par sekunder ekstra ved indgangen til traileren, før den tager det næste skridt. Det er sjældent de store reaktioner, der fascinerer mig mest. Det er de små. De øjeblikke, hvor man næsten kan fornemme, at der foregår noget bag blikket, længe før hesten viser os, hvad den har besluttet sig for.
De fleste, der har levet et liv med heste, kender den oplevelse. To heste kan møde den samme situation og reagere vidt forskelligt. Den ene går undersøgende frem. Den anden bliver stående og orienterer sig lidt længere. En tredje vælger at skabe afstand. Ingen af reaktionerne virker tilfældige, og alligevel kan de være svære at forklare. Vi taler ofte om temperament, erfaring eller personlighed, og det er uden tvivl en del af forklaringen. Men gennem de seneste årtier har forskningen åbnet et nyt vindue ind til hestens verden. Et vindue, der ikke ændrer alt det, vi allerede ved, men som tilfører flere nuancer til vores forståelse af, hvorfor heste reagerer, som de gør.
I mange år beskrev man først og fremmest dyrs adfærd gennem instinkter og indlæring. Begge dele er fortsat grundlæggende for vores forståelse af hesten. Ingen adfærd kan forklares uden at se på både evolution og erfaring. Alligevel manglede der længe et sprog for det, der ligger mellem de to. For hvad er det egentlig, der får én hest til at gå nysgerrigt frem mod noget ukendt, mens en anden vælger at vente? Hvad er det, der afgør, om hjernen vurderer en situation som interessant, usikker eller ligefrem truende?
Det spørgsmål blev livsværket for den estisk-amerikanske neuroforsker Jaak Panksepp.
Da Panksepp begyndte sin forskning i 1970’erne, var det langt fra alle, der mente, at dyrs følelser overhovedet kunne undersøges videnskabeligt. Man kunne beskrive adfærd, måle hormoner og registrere aktivitet i hjernen, men selve den følelsesmæssige oplevelse blev ofte betragtet som noget, der lå uden for forskningens rækkevidde. Panksepp var overbevist om det modsatte. Hvis følelser havde udviklet sig gennem evolutionen, måtte de også have et biologisk grundlag. Og hvis mennesker og andre pattedyr deler store dele af hjernens opbygning, var det sandsynligt, at de også delte nogle af de systemer, der styrer vores mest grundlæggende følelsesmæssige reaktioner.
Det var begyndelsen på det forskningsfelt, vi i dag kalder affektiv neurovidenskab.
Panksepps arbejde ændrede ikke blot vores forståelse af dyr. Det ændrede også den måde, vi taler om følelser på. Han beskrev syv grundlæggende følelsessystemer, som findes hos alle pattedyr: SEEKING, FEAR, RAGE, CARE, PANIC/GRIEF, PLAY og LUST. Han skrev dem med store bogstaver for at understrege, at der ikke var tale om følelser i dagligdagens forstand, men om evolutionært gamle neurale systemer, der hjælper dyret med at navigere i verden. De er ikke tillærte. De er en del af den biologiske arv, som millioner af års evolution har formet.
Den tanke er værd at dvæle ved.
For hvis hestens adfærd udspringer af sådanne følelsessystemer, betyder det, at meget af det, vi ser i hverdagen, begynder længe før den synlige reaktion. Før hesten stopper op. Før den går frem. Før den vender om. Hjernen er allerede i gang med at sammenholde synsindtryk, lyde, lugte, bevægelser, tidligere erfaringer og kroppens egne signaler. Ikke fordi hesten sidder og overvejer situationen, som vi mennesker kan gøre, men fordi hjernen konstant forsøger at besvare ét afgørende spørgsmål: Hvordan er det mest hensigtsmæssigt at reagere lige nu?
Måske er det netop derfor, to heste kan stå side om side og alligevel opleve den samme verden forskelligt.
Forestil dig igen presenningen på ridebanen. Den ene hest går hen og undersøger den med sænkede næsebor og nysgerrige øjne. Den anden bliver stående nogle meter fra den og orienterer sig, mens den langsomt flytter vægten mellem forbenene. Begge heste ser den samme genstand, men de ser den ikke nødvendigvis gennem den samme biologiske linse. Hos den første er hjernen måske allerede nået frem til, at situationen virker tilstrækkeligt sikker til, at den kan udforskes. Hos den anden fylder usikkerheden lidt mere, og derfor bliver behovet for at skabe overblik stærkere end lysten til at undersøge.
Ingen af reaktionerne er forkerte.
De fortæller os blot, hvordan netop denne hjerne vurderer verden i dette øjeblik.
Det er måske den største styrke ved Panksepps forskning. Den flytter vores opmærksomhed en smule. Ikke væk fra adfærden – den vil altid være det, vi kan observere – men hen imod de processer, der ligger bag. Pludselig bliver spørgsmålet ikke kun, hvad hesten gjorde, men også hvorfor denne reaktion gav mening for hesten.
Den måde at anskue adfærd på har siden fået støtte fra flere områder af neurovidenskaben. Joseph LeDoux har gennem årtier vist, hvor komplekst hjernen bearbejder potentielle trusler, og hvordan følelsesmæssige erfaringer former senere reaktioner. Stephen Porges har med polyvagalteorien beskrevet, hvordan oplevelsen af tryghed påvirker både fysiologi, opmærksomhed og social kontakt. Samtidig har forskere inden for hesteadfærd, blandt andre Andrew McLean og Paul McGreevy, været med til at koble denne viden til træning, læring og velfærd hos heste.
Det interessante er, at disse forskningsfelter ikke konkurrerer med hinanden. Tværtimod supplerer de hinanden. De peger alle på, at adfærd sjældent kan forstås alene ud fra det, vi ser på overfladen. Den formes af et samspil mellem biologi, erfaring, omgivelser og den følelsesmæssige tilstand, hjernen befinder sig i netop dér.
For mig er det netop her, forskningen bliver allermest spændende. Ikke fordi den giver en ny opskrift på træning, men fordi den minder os om, hvor kompleks hesten egentlig er. Når vi ved, at hjernen hele tiden vurderer verden gennem følelsessystemer, bliver mange af hverdagens små situationer pludselig mere interessante. Den korte tøven foran traileren. Den dybe udånding efter nogle minutters venten. Det øjeblik, hvor spændte muskler langsomt giver slip, og hesten igen begynder at undersøge sine omgivelser.
Måske er det også derfor, forståelsen af hestens følelser ikke først og fremmest handler om at finde nye svar. Den handler om at stille bedre spørgsmål.
Hvad var det, hesten lagde mærke til?
Hvad var det, den forsøgte at forstå?
Hvordan oplevede den situationen?
Vi får næppe nogensinde et fuldstændigt indblik i hestens indre verden. Men moderne hjerneforskning har bragt os tættere på, end man for bare få årtier siden troede var muligt. Ikke ved at gøre hesten mere menneskelig, men ved at vise, at også dens hjerne bygger på biologiske principper, som evolutionen har forfinet gennem millioner af år.
Når vi står ved siden af vores hest i morgen, vil den sandsynligvis være den samme, som den var i går.
Men måske ser vi den en lille smule anderledes.
Ikke kun som et dyr, der reagerer.
Men som et dyr, der oplever.
Og måske begynder forståelsen netop dér.
I næste artikel bevæger vi os et skridt længere ind i hestens følelsesverden. Her ser vi nærmere på de systemer, der oftest præger hverdagen med heste – nysgerrighed, frygt og behovet for social tryghed – og undersøger, hvordan de former både læring, træning og samarbejde.
Skriv et svar