Hvorfor hestens hjerne nogle gange vælger sikkerhed frem for nysgerrighed
Skovstien er den samme, som den var i går. Hesten går med lange, rolige skridt, ørerne bevæger sig mellem rytteren og omgivelserne, og indimellem søger mulen mod grøftekanten, hvor græsset står lidt højere. Der er ikke meget at lægge mærke til, og måske er det netop derfor, turen føles så ubesværet. Hesten registrerer lydene omkring sig, duften fra skovbunden og bevægelserne mellem træerne, men intet synes at kræve dens fulde opmærksomhed.
Så kommer en lyd bagfra. Ikke noget voldsomt, måske blot en cykel, der rammer nogle løse sten på stien. Rytteren når knap nok at vende sig, før forandringen kan mærkes under sadlen. Halsen bliver højere, skridtene kortere, ørerne vender bagud mod lyden, og kroppen, der for få sekunder siden bevægede sig blødt fremad, føles pludselig anderledes. Hesten er stadig den samme, og stien har ikke ændret sig, men hestens måde at forholde sig til omgivelserne på har.
Det er let at forklare situationen med, at hesten blev bange for cyklen, og i daglig tale er der ikke nødvendigvis noget galt med den beskrivelse. Men ser vi nærmere på det, bliver situationen langt mere interessant. For hvorfor reagerer én hest næsten ikke, mens en anden stopper? Hvorfor vil en tredje vende rundt, mens en fjerde bliver stående og betragter det, der kommer imod den? Hvis cyklen alene var forklaringen, burde reaktionen være nogenlunde den samme.
Det, vi ser udefra, er adfærd, men adfærden er resultatet af en langt mere kompleks proces, hvor sanseindtryk, tidligere erfaringer, medfødte dispositioner, den aktuelle situation og hestens følelsesmæssige tilstand mødes. Og måske er det netop her, vi skal begynde, hvis vi vil forstå, hvad der sker, når frygten tager over.
Fra det, der sker, til det hesten oplever
I første artikel i serien mødte vi neuroforskeren Jaak Panksepp og den affektive neurovidenskab. Gennem studier på tværs af pattedyr argumenterede Panksepp for eksistensen af en række evolutionært gamle, primære følelsessystemer, blandt andet SEEKING, FEAR og PANIC/GRIEF. Systemerne blev især kortlagt gennem elektrisk stimulation af hjernen, farmakologiske undersøgelser og læsionsstudier hos forskellige pattedyr. Det er derfor vigtigt at være præcis: Vi har ikke syv tilsvarende Panksepp-systemer kortlagt direkte i hestens hjerne. Panksepps model er en tværartslig neurovidenskabelig forståelsesramme, der bygger på de evolutionære fællestræk, han fandt på tværs af pattedyr.
Det gør den ikke mindre interessant i mødet med hesten, men det betyder, at vi skal skelne mellem det, Panksepps forskning fortæller os om pattedyrshjernen generelt, og det, forskere faktisk har undersøgt direkte hos heste. Det er netop i mødet mellem de to områder, at historien bliver spændende, for selv om hestens adfærd ikke kan fortælle os præcist, hvordan en følelse opleves indefra, kan forskere undersøge dens adfærd, fysiologi, valg, læring og måde at reagere på nye eller tvetydige situationer.
Det giver os et mere nuanceret udgangspunkt. Vi behøver ikke vide præcis, hvordan frygt føles for en hest for at kunne undersøge, hvad der sker, når dens biologiske systemer begynder at prioritere mulig fare, og vi behøver heller ikke kunne sætte et bestemt følelsesord på enhver bevægelse for at interessere os for, hvordan hestens følelsesmæssige tilstand påvirker det, vi ser.
Når verden inviterer til undersøgelse
Før cyklen kom rundt om hjørnet, var hestens opmærksomhed fordelt over mange ting. Stien, græsset, rytteren, lydene og duften fra skovbunden var alle en del af dens omgivelser, men ingen af dem krævede tilsyneladende, at resten af verden blev skubbet i baggrunden.
Hos Panksepp er SEEKING betegnelsen for et af de primære følelsessystemer. Det bliver nogle gange oversat lidt for enkelt til nysgerrighed, men Panksepp beskrev noget bredere: et appetitivt og motiverende system, der driver pattedyret til at opsøge ressourcer, undersøge omgivelserne og engagere sig aktivt i verden. SEEKING handler dermed ikke kun om at kigge på en mærkelig genstand. Det handler om selve tilbøjeligheden til at søge, undersøge og handle i retning af noget.
Måske genkender vi noget af dette i den hest, der standser ved en ny genstand, strækker halsen frem, snuser, lytter og efter lidt tid tager et skridt nærmere. Den har ikke ignoreret det ukendte. Tværtimod har den registreret, at noget er anderledes, og er begyndt at indsamle information om det. Det er en væsentlig forskel, fordi en hest, der undersøger, ikke er ligeglad med sine omgivelser; den engagerer sig i dem.
Det er fristende straks at oversætte denne viden til træning og konkludere, at en hest i SEEKING ganske enkelt lærer bedre. Så enkelt er forskningen imidlertid ikke, og det er netop her, den bliver interessant. Selv om vi ikke kan måle Panksepps SEEKING-system direkte hos hesten, findes der hestespecifik forskning, som har undersøgt sammenhængen mellem undersøgende adfærd og læring.
I et studie fulgte forskere 44 unge heste og undersøgte blandt andet deres reaktioner på nye genstande ved fem måneders og et års alder. Senere blev hestenes præstation undersøgt i to meget forskellige læringsopgaver: en visuel diskriminationsopgave og en opgave baseret på pressure-release. De traditionelle indikatorer på frygtsomhed, blandt andet puls og årvågenhed, hang ikke sammen med præstationen i læringsopgaverne. Det gjorde den undersøgende adfærd derimod. De heste, der i højere grad udforskede de nye genstande, klarede sig bedre i begge læringsopgaver. Forskerne fremhævede, at udforskningen ikke var blevet belønnet og derfor muligvis afspejlede en intrinsisk motivation – det, vi i almindeligt sprog kunne kalde nysgerrighed.
Studiet viser ikke, at forskerne målte Panksepps SEEKING-system; det gjorde de ikke. Men sammenhængen er tankevækkende, fordi den flytter vores blik en smule. Måske skal vi ikke kun interessere os for, hvor lidt en hest reagerer på noget nyt. Det kan være mindst lige så interessant at observere, hvad der sker bagefter. Vender opmærksomheden tilbage til omgivelserne? Begynder hesten at undersøge? Tør den nærme sig og indsamle mere information?
Det giver os en lidt anden måde at betragte mod på. Ikke nødvendigvis som fraværet af en reaktion, men som muligheden for igen at engagere sig i verden efter den.
Når sikkerhed får førsteprioritet
Tilbage på skovstien er cyklen kommet tættere på. Hesten har registreret den, og måske bliver den stående, løfter hovedet eller drejer kroppen en smule. Måske vil den skabe mere afstand. Her bliver Panksepps FEAR-system relevant. I hans model er FEAR et evolutionært gammelt følelsessystem knyttet til reaktioner på trusler. Det skal ikke forstås som en fejltilstand, der opstår, når hesten ikke længere kan eller vil samarbejde. Systemer, der gør et dyr i stand til hurtigt at opdage og reagere på potentiel fare, har tværtimod en åbenlys evolutionær værdi.
Men netop her er det værd at møde en anden af neurovidenskabens store forskere. Joseph LeDoux har gennem mange år forsket i de neurale mekanismer bag forsvarsreaktioner og har samtidig argumenteret for, at vi skal være varsomme med automatisk at kalde hjernens forsvarskredsløb for “frygtkredsløb”. I LeDoux’ nyere forståelse er det nyttigt at skelne mellem de evolutionært gamle systemer, der registrerer og reagerer på trusler, og den subjektive, bevidste oplevelse, som mennesker beskriver med ordet frygt. Hos andre dyr kan vi undersøge de adfærdsmæssige og fysiologiske forsvarsreaktioner langt mere direkte, end vi kan få adgang til den subjektive oplevelse bag dem.
Det er en nuance, der er værd at tage med ud i stalden. Når hesten løfter hovedet, spænder kroppen eller bevæger sig væk, behøver vi ikke afgøre præcis, hvilken subjektiv følelse der findes “inde i” hesten for at tage reaktionen alvorligt. Vi kan observere, at dens prioritering har ændret sig. Opmærksomheden er blevet samlet omkring noget, der potentielt har betydning for dens sikkerhed, og andre ting i omgivelserne bliver for en stund mindre vigtige.
Det passer godt med noget, mange ryttere vil kunne genkende fra sadlen. Den halve parade, der fungerede ubesværet for et øjeblik siden, er måske pludselig ikke længere det mest interessante i hestens verden. Cyklen er blevet vigtigere. Det betyder ikke nødvendigvis, at hesten har glemt signalet eller besluttet sig for ikke at reagere på rytteren. Det kan ganske enkelt betyde, at dens biologiske systemer lige nu prioriterer information, som potentielt handler om sikkerhed.
Stoppe, flygte – eller undersøge?
Vi forbinder ofte frygt hos hesten med flugt, og det giver umiddelbart god mening. Hesten er et stort og hurtigt bevægende planteædende dyr, og evnen til at skabe afstand til en trussel har haft betydning gennem dens evolutionære historie. Men flugt er langt fra den eneste reaktion på usikkerhed. En hest kan øge afstanden, standse, orientere sig intenst mod det ukendte eller ændre sin bevægelse på langt mere diskrete måder.
Det betyder også, at den synlige adfærd ikke altid giver os et enkelt svar på den følelsesmæssige tilstand. Den hest, der reagerer kraftigt, er ikke nødvendigvis dårligt trænet, og den hest, der står stille, er ikke nødvendigvis afslappet. Adfærden må læses i sin sammenhæng, og den sammenhæng omfatter både individet, situationen og hestens tidligere erfaringer.
Netop erfaringen er central. Et neutralt signal kan gennem læring få betydning, hvis det gentagne gange forbindes med noget andet. Derfor er traileren heller ikke bare en trailer. For én hest kan den være forbundet med mange rolige ture, hø og velkendte destinationer, mens den for en anden kan være forbundet med balanceudfordringer under transport, adskillelse fra flokken, dyrlægebesøg eller tidligere træningssituationer, hvor presset blev stort. Traileren er altså den samme, men den historie, hesten tager med sig hen til den, kan være vidt forskellig. Hjernen møder aldrig verden helt uden sin historie.
Det er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor to heste kan reagere så forskelligt på tilsyneladende den samme situation. Vi ser den samme trailer, den samme paraply eller den samme cykel. Hestene møder dem med hver deres biologiske forudsætninger og samling af tidligere erfaringer.
Frygt betyder ikke, at læring stopper
Der er en formulering, som ofte dukker op, når vi taler om heste og frygt: “En bange hest kan ikke lære.” Den er forståelig, fordi de fleste af os har oplevet, hvor svært det kan være at kommunikere med en hest, hvis opmærksomhed er fuldstændig optaget af noget andet. Men forskningen giver os et mere nuanceret – og efter min mening langt mere interessant – billede.
Heste kan godt lære under stress. Spørgsmålet er snarere, hvad de lærer, hvordan indlæringen påvirkes, og hvad der senere huskes. I et studie undersøgte Mathilde Valenchon og kolleger, hvordan akut stress påvirkede hestes indlæring og genindlæring af en instrumental opgave. Resultaterne viste ikke en enkel sammenhæng, hvor mere stress blot betød mindre læring. Effekten varierede gennem læringsforløbet og hang sammen med individuelle forskelle i temperament.
Det ændrer spørgsmålet på en interessant måde. I stedet for alene at spørge, om hesten kan lære, når den er bange eller stresset, kan vi begynde at interessere os for, hvad hesten lærer i netop denne følelsesmæssige tilstand. Læring foregår ikke i et følelsesmæssigt vakuum. Hvis en hest gentagne gange oplever, at en bestemt situation efterfølges af noget ubehageligt eller svært at forudsige, bliver dét også en del af dens erfaring. Hvis den derimod oplever, at den kan undersøge situationen og finde en håndterbar vej igennem den, er det en anden erfaring, der lagres.
Det er måske en af de vigtigste broer mellem forskningen i følelser og den praktiske hverdag med heste. Ikke fordi vi skal forsøge at holde hesten fri for enhver form for usikkerhed eller arousal; det ville hverken være realistisk eller nødvendigvis ønskeligt. Men fordi den følelsesmæssige kontekst er en del af den situation, hvor læringen finder sted.
Når en anden hest ændrer verden
Forestil dig nu den samme skovsti igen, men denne gang går der en erfaren hest foran. Cyklen kommer stadig bagfra, og lyden er den samme, men reaktionen kan være anderledes. Det er en erfaring, mange hestemennesker allerede kender fra praksis. En ung hest følger måske lettere en erfaren makker over en bro, en hest går mere afslappet væk fra stalden sammen med en anden, eller en konkurrencehest virker mere tilpas, når en kendt staldkammerat står i boksen ved siden af.
Her bliver Panksepps PANIC/GRIEF-system interessant. Navnet kan være misvisende, hvis vi læser “panic” i den almindelige betydning af voldsom panik. Hos Panksepp er systemet tæt knyttet til separation distress – den negative affekt, der forbindes med tab af social kontakt, og motivationen for at genetablere nærhed. Hos sociale pattedyr har kontakt til andre dermed en biologisk betydning, som rækker ud over, at selskab blot er rart eller velkendt.
Det betyder ikke, at enhver hest automatisk bliver rolig, blot fordi en anden hest står ved siden af den, eller at social kontakt kan forklare enhver forskel i reaktion. Men det åbner for en vigtig forståelse: Den sociale kontekst er en del af den situation, hesten reagerer på. Når den unge hest tilsyneladende bliver mere modig med en erfaren makker foran, er det derfor ikke nødvendigvis, fordi det ukendte objekt har ændret sig. Hele situationen har ændret sig.
Det gør også PANIC/GRIEF relevant på en lidt anden måde, end navnet umiddelbart antyder. Systemet minder os om, at hestens oplevelse af omgivelserne ikke kun skabes i relationen mellem hesten og en genstand. Hvem der er til stede, hvem der forsvinder, og hvilke sociale relationer hesten har adgang til, kan være en del af det samlede billede.
Når forskningen møder min egen hest
Mit makkerskab med Barbette er stadig forholdsvis nyt, og selv om vi efterhånden lærer hinanden bedre at kende, er der fortsat mange situationer, hvor jeg opdager nye sider af hende. En af dem er vores ture på vejen, som vi er begyndt at ride sammen med andre heste. Her oplever jeg en Barbette, der virker glad og nysgerrig på verden omkring sig. Hun orienterer sig mod omgivelserne, følger med i det, der sker, og virker generelt afslappet i sin måde at bevæge sig på.
Hun har også mod på at undersøge nye ting, men jeg lægger mærke til, hvor meget hun støtter sig til de andre heste. Hvis en af dem standser og kigger på noget, bliver Barbette ofte selv tilbageholdende, og hun går helst videre, når hun kan følge lige efter de andre. Det er en interessant observation i forhold til forskningen i social buffering, hvor tilstedeværelsen af artsfæller i nogle situationer kan dæmpe en hests reaktion på noget ukendt. Hos Barbette ser det i hvert fald ud til, at de andre hestes tilstedeværelse og adfærd har betydning for, hvordan hun møder nye oplevelser.
Men der er én situation, hvor billedet ændrer sig markant.
Når vi kommer forbi en fold med heste, der bliver nysgerrige på os og begynder at følge os langs hegnet, reagerer Barbette helt anderledes. Hun bliver meget opkørt, begynder at trave sidelæns og virker tydeligt presset af situationen. Det sker også, selv om de heste, vi rider sammen med, fortsætter roligt fremad og tilsyneladende ikke tillægger mødet nogen særlig betydning.
Det interessante er, hvor hurtigt hendes adfærd ændrer sig igen. Så snart vi har passeret folden, falder hun til ro, finder sin almindelige skridtrytme og fortsætter turen med den samme nysgerrighed, som hun viste inden mødet.
Når jeg ser oplevelsen gennem den forskning, vi har beskæftiget os med i denne artikel, bliver jeg særligt optaget af, hvorfor netop denne situation får så stor betydning for hende. De andre heste giver hende tilsyneladende en vis støtte i mange nye situationer, men deres ro er ikke tilstrækkelig til at dæmpe hendes reaktion, når fremmede heste bevæger sig langs hegnet.
Vi kan ikke ud fra hendes adfærd alene afgøre, hvad der udløser reaktionen. Måske spiller de fremmede hestes bevægelse, nærhed eller sociale signaler en rolle. Måske har hun tidligere erfaringer, som gør netop denne situation særlig betydningsfuld. Det kan også være flere forhold, der virker sammen. Forskningen i social buffering fortæller os netop, at andre hestes tilstedeværelse kan påvirke stressreaktioner, men at effekten afhænger af situationen. Samtidig minder LeDoux’ forskning os om, at hjernens forsvarssystemer kan aktiveres af stimuli, som gennem medfødte dispositioner eller tidligere erfaringer har fået betydning som mulige trusler.
Jeg kan derfor ikke konkludere, at det er FEAR-systemet, der styrer Barbette i netop dette øjeblik, eller at PANIC/GRIEF forklarer hendes reaktion på de fremmede heste. Men Panksepps forståelsesramme giver mig nogle interessante spørgsmål at tage med videre. Hvorfor kan hun undersøge nogle nye situationer med tilsyneladende overskud, mens andre får hende til at reagere så kraftigt? Og hvorfor hjælper de andre hestes ro i nogle situationer, men ikke i denne?
For mig er det netop her, forskningen bliver værdifuld. Ikke fordi den giver mig et færdigt svar på, hvad Barbette føler, men fordi den gør mig mere opmærksom på de små forskelle mellem situationerne og giver mig et bedre grundlag for at forstå hendes reaktioner.
Det er også værd at lægge mærke til, hvor hurtigt hun igen finder sin rolige skridt, når vi har passeret folden. Det fortæller mig, at hendes synlige reaktion er tæt knyttet til netop dette møde, men ikke nødvendigvis hvorfor. Og måske er det i virkeligheden den vigtigste erkendelse: At vi kan lære meget af at observere, hvornår hestens adfærd ændrer sig, og hvornår den ændrer sig tilbage, uden at vi behøver kende hele forklaringen på forhånd.
Hjernen møder ikke verden neutralt
Der findes endnu en gren af hesteforskningen, som gør historien særligt interessant. Forskere kan ikke spørge hesten, om verden lige nu føles sikker, lovende eller truende, men de kan undersøge, om dens affektive tilstand hænger sammen med den måde, den reagerer på tvetydig information. En af metoderne kaldes cognitive judgement bias.
I et studie med 34 heste lærte dyrene, at en spand placeret ét sted indeholdt attraktivt foder, mens en spand på et andet sted indeholdt uappetitligt foder. Derefter præsenterede forskerne spande på nye, tvetydige positioner mellem de to kendte placeringer og observerede, hvordan hestene reagerede. Heste fra managementforhold, hvor forskerne samtidig registrerede flere tegn forbundet med dårligere velfærd, udviste en mere negativ – eller “pessimistisk” – judgement bias end hestene fra mere naturalistiske forhold.
Vi skal være forsigtige med ord som optimistisk og pessimistisk, fordi de let kommer til at lyde mere menneskelige, end forsøgsdesignet egentlig tillader. Studiet fortæller os ikke, hvad hestene tænkte, eller hvordan verden subjektivt føltes for dem. Men det viser noget vigtigt: Hestens tilstand og livsbetingelser kan hænge sammen med den måde, den reagerer på information, der ikke på forhånd har en entydig betydning.
Verden bliver altså ikke bare registreret som en neutral strøm af sanseindtryk. Den bliver mødt af et individ med en bestemt biologi, en bestemt historie og en aktuel tilstand. Det bringer os tilbage til det spørgsmål, der løber gennem hele denne artikel: Når én hest går hen til den nye genstand, mens en anden skaber afstand, er den synlige adfærd kun den sidste del af en langt større proces.
Når frygten tager over
Tilbage på skovstien passerer cyklen. Måske tager hesten et skridt til siden eller standser med løftet hoved og følger cyklen med blikket, indtil lyden langsomt forsvinder mellem træerne. Efter lidt tid begynder kroppen igen at ændre sig. Halsen sænkes måske en anelse, et øre vender tilbage mod rytteren, og hestens opmærksomhed breder sig igen ud over omgivelserne. Grøftekanten, stien og rytteren får på ny plads i dens verden.
Det er fristende at sige, at hesten nu “blev tryg igen”, men vi behøver faktisk ikke vide præcis, hvad den føler, for at opdage det interessante i overgangen. Vi kan observere, at dens adfærd og opmærksomhed ændrer sig. Noget, der et øjeblik krævede en stor del af dens opmærksomhed, fylder mindre, og andre muligheder bliver igen tilgængelige.
Det er også her, vi nærmer os det spørgsmål, som skal bære den sidste artikel i serien. For hvis hestens følelsesmæssige tilstand hænger sammen med dens opmærksomhed, adfærd, fortolkning af omgivelserne og læring, bliver træning mere end et spørgsmål om, hvilken adfærd vi ønsker at se. Vi må også interessere os for den tilstand og den sammenhæng, adfærden bliver lært i.
Det betyder ikke, at målet skal være en hest, der aldrig bliver usikker, eller at al træning kun kan foregå, når hesten er fuldstændig afslappet. Frygt- og forsvarssystemer har en biologisk funktion, og læring kan også finde sted under stress. Det interessante spørgsmål bliver snarere, hvilke betingelser der gør det lettere for den enkelte hest at bevæge sig fra at være optaget af mulig fare til igen at undersøge, orientere sig og engagere sig i situationen.
Vi kan ikke trykke på en SEEKING-knap i hestens hjerne, og vi kan heller ikke beslutte, at FEAR nu skal slukkes. Men måske kan vi påvirke de betingelser, som gør det mere sandsynligt, at hesten igen begynder at søge information og engagere sig i verden omkring sig.
Det er dér, neurovidenskaben for alvor begynder at møde træningen. Og det er dér, vi fortsætter i seriens tredje og sidste artikel.
For spørgsmålet er måske ikke, hvordan vi fjerner frygten, men hvordan vi skaber plads til, at nysgerrigheden kan vende tilbage.
Billederne i denne artikel af Gitte & Barbette er taget af Henning Schjødt Petersen.
Skriv et svar