Hvordan kan vi bruge vores viden om hestens følelser til at skabe bedre forudsætninger for læring, tryghed og samarbejde?
Forestil dig en hest, der står foran en åben trailer. Den har prøvet at gå ind før, den kender signalet fra trækkeren, og den har ingen problemer med at bevæge sig fremad i andre situationer. Alligevel standser den på rampen. Den løfter hovedet, retter opmærksomheden mod trailerens indre og bliver stående.
For os kan opgaven virke enkel. Vi vil gerne have hesten til at gå nogle få skridt frem. Men for hesten kan situationen være langt mere kompleks. Den skal forholde sig til et begrænset rum, et anderledes underlag, nye lyde og måske tidligere erfaringer, som påvirker dens forventninger til det, der skal ske.
Vi kan vælge at fokusere på, hvordan vi får hesten til at gå ind. Men vi kan også stille et andet spørgsmål: Hvordan hjælper vi den til at opleve situationen som mere forståelig og håndterbar?
Det er netop dette spørgsmål, der bringer os videre fra de første to artikler i serien om hestens følelser. Vi har undersøgt, hvordan følelsesmæssige systemer kan påvirke hestens motivation, opmærksomhed og reaktioner. Nu skal vi se på, hvordan den viden kan blive en del af vores daglige træning.
For god træning handler ikke kun om, hvad hesten lærer at gøre. Den handler også om de erfaringer og forventninger, hesten udvikler undervejs.
Når vi træner mere end en bestemt adfærd
Heste lærer hele tiden. Ikke kun når vi arbejder med dem på ridebanen, men også når vi henter dem på folden, spænder gjorden, går gennem stalddøren eller rider den samme vej gennem skoven.
Hver oplevelse kan bidrage til hestens forventninger til næste gang, den møder en lignende situation. Et bestemt sted kan blive forbundet med noget behageligt, mens en lyd eller bevægelse kan få særlig betydning, hvis den tidligere har været efterfulgt af noget ubehageligt.
I den videnskabelige litteratur beskrives disse processer blandt andet gennem klassisk og operant betingning. Ved klassisk betingning lærer hesten sammenhænge mellem begivenheder. Ved operant betingning lærer den, hvordan dens egne handlinger påvirker det, der sker bagefter.
I praksis arbejder begge former for læring ofte samtidig.
Når en hest eksempelvis lærer at gå frem for et let signal fra schenklen, kan den lære, at fremadbevægelsen får signalet til at ophøre. Men den kan samtidig udvikle forventninger til selve træningssituationen. Er signalerne tydelige og konsekvente? Kan den forstå, hvad der forventes? Får den mulighed for at finde den rigtige løsning?
Det er spørgsmål, der rækker ud over den enkelte øvelse.
Forskerne Andrew McLean og Janne Winther Christensen fremhæver i deres gennemgang af læringsteori i hestetræning, at hestens læring ikke alene formes af signaler og konsekvenser, men også påvirkes af blandt andet arousal, følelsesmæssig tilstand og sociale forhold.
Det betyder ikke, at vi skal opgive vores træningsmål, men at vejen frem mod dem har betydning.
En hest kan lære at udføre en bestemt handling, samtidig med at den fortsat er anspændt i situationen. Omvendt kan en mere positiv forventning gøre det lettere for hesten at deltage i den træning, vi ønsker.
Hvorfor gentagelser ikke altid skaber tryghed
Vi kender alle sammen udtrykket, at hesten bare skal vænne sig til det. Og der er faktisk et vigtigt læringsprincip bag tanken.
Når en hest gentagne gange oplever en stimulus, som ikke får nogen væsentlig konsekvens, kan dens reaktion gradvist aftage. Processen kaldes habituering.
Det er en af de mekanismer, der gør det muligt for hesten at færdes i en verden fuld af lyde, bevægelser og indtryk uden at reagere på dem alle sammen. Hesten, der i begyndelsen reagerer på lyden af en traktor, kan med tiden lære, at lyden ikke kræver nogen særlig reaktion.
Men gentagelse er ikke i sig selv en garanti for habituering.
Hvis oplevelserne bliver for intense eller gentagne gange medfører kraftig uro, kan der i stedet opstå sensibilisering. Her bliver hesten mere reaktiv frem for mindre. En stimulus, som tidligere kun fremkaldte en mindre reaktion, kan efterhånden udløse en kraftigere respons.
Her kan jeg ikke lade være med at tænke på Barbette når hun passerer andre heste på en fold. Hendes reaktion er fortsat voldsom, selv vi har passeret folden og hestene flere gange, sammen med forskellige trygge staldkammerater, og der ikke har været sket noget voldsomt på turene sammen med mig.
Det er en vigtig forskel, når vi arbejder med miljøtræning.
Forestil dig, at vi gerne vil lære hesten at gå over en presenning. Vi kan præsentere hele presenningen på én gang og lade hesten møde den gentagne gange. Men vi kan også begynde med en mindre udfordring, eksempelvis en sammenfoldet presenning på god afstand, og gradvist ændre situationen, efterhånden som hesten viser, at den kan håndtere den.
Den sidste tilgang kaldes systematisk desensibilisering. Her tilpasses intensiteten af den udfordring, hesten møder, så den får mulighed for at opbygge erfaringer med stadig mere krævende situationer.
Vi kan også arbejde med modbetingning, hvor noget, der tidligere har været forbundet med ubehag eller usikkerhed, gradvist får en anden betydning gennem associationer med noget positivt.
I et dansk studie fra 2006 sammenlignede Janne Winther Christensen og kolleger tre forskellige tilgange til at lære unge heste at forholde sig roligere til en bevægelig, hvid nylonpose. Forsøget omfattede 27 to-årige hingste, der blev fordelt mellem habituering, gradvis desensibilisering og modbetingning.
Studiet illustrerer, at vi kan arbejde systematisk med hestens reaktioner på ukendte stimuli. Samtidig minder det os om, at forskellige træningsformer kan undersøges og sammenlignes, frem for at vi behøver betragte én bestemt metode som den eneste rigtige.
For i sidste ende er det ikke alene antallet af gentagelser, der er interessant. Det er også, hvilke erfaringer hesten får undervejs.
Når nysgerrigheden får plads igen
I seriens første artikel introducerede vi Jaak Panksepps syv grundlæggende følelsessystemer, herunder SEEKING og FEAR.
SEEKING forbindes med motivation, udforskning og den aktive søgen efter muligheder og ressourcer. FEAR forbindes med defensive reaktioner på mulige trusler.
De to systemer er ikke modsætninger, som vi frit kan tænde og slukke. De indgår i et langt mere komplekst samspil med andre følelsesmæssige, kognitive og fysiologiske processer. Men de giver os et interessant perspektiv på, hvad der sker, når en hest møder noget ukendt.
Forestil dig igen presenningen på ridebanen.
En hest kan stå på afstand med løftet hoved og tydelig opmærksomhed rettet mod den. Efter lidt tid sænker den måske hovedet, tager et skridt nærmere og undersøger genstanden med mulen.
Det kan være fristende at beskrive situationen som et skifte fra FEAR til SEEKING. Men vi kan ikke ud fra adfærden alene fastslå, hvilke følelsessystemer der er aktive.
Det, vi kan observere, er, at hestens adfærd ændrer sig fra en mere tilbageholdende reaktion til en mere undersøgende tilgang. Og netop den ændring kan vi arbejde med.
Ved at tilpasse afstanden, genstandens bevægelse og vores egne forventninger kan vi skabe bedre muligheder for, at hesten selv undersøger situationen. Det kan også være hensigtsmæssigt at belønne små tilnærmelser og give plads til pauser, hvor hesten får mulighed for at orientere sig.
Vi behøver ikke altid vente på, at hesten selv tager initiativ. Velindlærte signaler kan også være en hjælp, fordi de giver hesten en genkendelig opgave. Men signalerne skal være forståelige, og kravene skal passe til den situation, hesten befinder sig i.
Det interessante er, at vi ikke kun arbejder med, om hesten kan passere en genstand. Vi arbejder også med de erfaringer, der kan få den til at møde lignende situationer anderledes i fremtiden.
Fra forskning til praksis – to forskellige tilgange til hestens reaktioner
Noget af det spændende ved hestetræning er, at forskningen ikke nødvendigvis fører os frem til én bestemt metode. Tværtimod kan vi genkende mange af de samme grundlæggende tanker hos erfarne trænere, der arbejder forskelligt med hestene.
To interessante eksempler er Tristan Tucker, der står bag TRT Method, og Warwick Schiller.
Begge har gennem mange års arbejde med heste udviklet tilgange, hvor hestens reaktioner og mentale tilstand spiller en væsentlig rolle. Deres metoder er ikke identiske, og vi kan ikke uden videre sidestille deres praktiske erfaringer med videnskabelige forsøg. Men de kan give os inspiration til, hvordan den viden, vi har beskæftiget os med, kan omsættes til noget håndgribeligt.
TRT Method – at lære hesten at håndtere udfordringer
Tristan Tucker arbejder i TRT Method med at give hesten redskaber til at håndtere situationer, der normalt kan skabe spænding eller kraftige reaktioner.
En central del af hans tilgang er, at hesten først lærer bestemte øvelser og måder at reagere på under forholdsvis overskuelige omstændigheder. Senere bliver øvelserne anvendt, når hesten møder mere udfordrende stimuli.
Tanken er ikke alene, at hesten skal vænne sig til eksempelvis en presenning eller en bevægelig genstand. Den skal også udvikle færdigheder, som kan hjælpe den med at håndtere sin spænding i situationen.
Det er en interessant forskel.
Hvis vi udelukkende træner med én bestemt presenning, risikerer vi, at hestens erfaring bliver tæt knyttet til netop den genstand og de omgivelser, hvor træningen foregår. Ved også at arbejde med generelle, velindlærte reaktioner forsøger man at give hesten noget genkendeligt at støtte sig til i nye situationer.
Det betyder ikke, at hesten automatisk kan overføre det lærte til enhver situation. Generalisering er en selvstændig udfordring i træningen. En hest, der er tryg ved en presenning hjemme på ridebanen, er ikke nødvendigvis lige så tryg ved en blafrende reklame på en stævneplads.
Men TRT Methods tilgang giver et konkret eksempel på, hvordan vi kan kombinere gradvis eksponering med indlærte færdigheder og opmærksomhed på hestens spændingsniveau.
Warwick Schiller – at opdage det, der sker før reaktionen
Hos Warwick Schiller finder vi en anden interessant vinkel.
Han har gennem årene udviklet en træningsfilosofi, hvor relationen mellem hest og menneske, opmærksomhed og det at være afstemt med hesten fylder meget. Han bruger blandt andet begrebet attunement, som handler om at være opmærksom på hestens signaler og tilpasse sin egen adfærd derefter.
En af hans træningsprincipper er, at vi skal arbejde med den hest, vi har foran os i dag, frem for udelukkende at tage udgangspunkt i, hvad den kunne i går.
Det kan lyde enkelt, men har stor praktisk betydning.
En hest, der uden problemer gik forbi en bestemt genstand i går, kan reagere anderledes i dag. Måske er omgivelserne forandret, måske er den mere opmærksom på andre heste, eller måske er dens fysiske eller følelsesmæssige tilstand anderledes.
I stedet for straks at gentage kravet kan vi begynde med at observere.
Hvor er hestens opmærksomhed? Ændrer dens vejrtrækning, muskelspænding eller bevægelsesmønster sig? Er den fortsat i stand til at reagere på de signaler, den normalt kender? Og hvad sker der, hvis vi ændrer afstanden eller giver situationen lidt mere tid?
Det er ikke nødvendigvis svar, der kan findes i ét bestemt tegn. Et løftet hoved eller et øre rettet mod noget er ikke i sig selv bevis på frygt. Men når vi ser på flere signaler og deres sammenhæng, får vi et bedre grundlag for at vurdere situationen.
Warwick Schillers tilgang kan på den måde inspirere os til at blive mere opmærksomme på det, der sker, inden hesten reagerer kraftigt.
Og måske er det netop her, vi som ryttere har en særlig mulighed for at gøre en forskel. Ikke ved altid at kunne forhindre en reaktion, men ved at blive bedre til at opdage, hvornår hesten begynder at få svært ved den opgave, vi stiller.
Barbette og hestene langs hegnet
I den foregående artikel fortalte jeg om mine oplevelser med Barbette, når vi rider tur sammen med andre heste.
Vores makkerskab er stadig nyt, og jeg lærer hele tiden nye sider af hende at kende. På tur oplever jeg hende generelt som en glad og nysgerrig hest, der interesserer sig for omgivelserne. Hun er også forholdsvis modig, men støtter sig meget til de andre heste. Hvis de standser og kigger, bliver hun ofte selv tilbageholdende, og hun går helst videre lige efter dem.
Men når vi passerer en fold, hvor fremmede heste kommer hen til hegnet og følger os, ændrer hendes adfærd sig markant.
Hun bliver meget opkørt, traver sidelæns og virker tydeligt presset, selv om de heste, vi rider sammen med, fortsætter roligt. Så snart vi har passeret folden, falder hun igen til ro og skridter glad videre.
I artikel 2 brugte jeg oplevelsen til at undersøge, hvordan hestens følelsesmæssige tilstand og sociale omgivelser kan påvirke dens reaktioner. Men hvordan kan jeg bruge den viden i praksis?
Først og fremmest giver oplevelsen mig anledning til at være mere nysgerrig på selve situationen.
Er det de fremmede hestes bevægelse, der gør forskellen? Deres nærhed? At de følger os langs hegnet? Eller er der noget ved kombinationen af de fremmede heste og den begrænsede afstand, som gør situationen særlig vanskelig for Barbette?
Jeg kender endnu ikke svaret.
Men jeg kan begynde at observere mere systematisk, hvornår hendes reaktion opstår. Måske viser hun allerede øget opmærksomhed, længe inden hun begynder at trave sidelæns. Måske ændrer hendes adfærd sig, når de fremmede heste begynder at bevæge sig, frem for når hun først får øje på dem.
Hvis forholdene tillader det, kan en mulighed være at arbejde med større afstand til folden og lade hende registrere hestene fra et sted, hvor hun endnu kan forholde sig roligt. Herfra kan udfordringen gradvist ændres, afhængigt af hvordan hun reagerer.
En anden mulighed er at bruge velkendte, lette signaler, som hun allerede forstår, så situationen bliver mere forudsigelig. Men signalerne skal ikke bruges til at overdøve en kraftig reaktion eller presse hende gennem noget, hun tydeligt har svært ved.
Det er også vigtigt at være realistisk. En offentlig vej giver ikke nødvendigvis plads til at standse, vende eller arbejde med afstand, og sikkerheden for både heste, ryttere og trafik kommer altid først. Derfor vil noget af træningen måske skulle foregå under mere kontrollerede forhold.
Jeg har endnu ikke afprøvet et egentligt træningsforløb omkring denne situation endnu, og jeg ved derfor heller ikke, hvilken tilgang der vil være mest hjælpsom for Barbette, men jeg vil helt klart søge inspiration hos TRT-method.
Målet er ikke, at Barbette aldrig må reagere på andre heste. Det er, at vi over tid forhåbentlig kan skabe erfaringer, som gør situationen lettere for hende at håndtere.
Den samme forståelse kan bruges i mange situationer
Det interessante er, at vi kan bruge den samme måde at tænke på i langt flere situationer end miljøtræning.
Når vi skal lære hesten at blive klippet, kan vi eksempelvis begynde med klipperen slukket, lade hesten undersøge den og gradvist introducere lyd, vibration og berøring. Her kan vi arbejde med både desensibilisering og positive associationer, mens vi hele tiden tilpasser sværhedsgraden til hestens reaktioner.
Ved dyrlægebesøg kan vi på forhånd træne håndtering af ben, mund, ører og andre områder, som hesten skal kunne acceptere at få undersøgt. Det kan også være muligt at lære hesten bestemte samarbejdssignaler, så den får mere forudsigelighed omkring det, der skal ske. Nødvendige undersøgelser og behandlinger kan naturligvis ikke altid afvente et langt træningsforløb, men den forberedelse, vi kan lave i hverdagen, kan stadig have værdi.
På stævnepladsen kan vi tænke på samme måde. En hest skal måske forholde sig til højttalere, flag, mange fremmede heste og en helt anden atmosfære end hjemme. Vi kan ikke genskabe alle forhold på forhånd, men vi kan gradvist give den erfaringer med forskellige miljøer og sørge for, at de grundlæggende signaler er velkendte, inden vi stiller større krav.
Også i den almindelige dressurtræning har forståelsen betydning. Hvis hesten pludselig bliver anspændt og mister koncentrationen, er løsningen ikke nødvendigvis at gentage den samme øvelse med større intensitet. Nogle gange kan det være mere hensigtsmæssigt at gøre opgaven enklere, vende tilbage til noget velkendt eller undersøge, om der er en fysisk eller miljømæssig årsag til ændringen. Her beskriver Warwick Schiller så fint, at vi skal huske at hesten skal kende svaret på det spørgsmål vi stiller.
Det handler ikke om at undgå alle udfordringer. Uden udfordringer bliver der heller ikke meget ny læring.
Det handler om at tilpasse dem, så hesten har en reel mulighed for at forstå opgaven og udvikle sig gennem den.
Når hesten bliver stille – hvad har den så lært?
Et af de spørgsmål, jeg synes, vi skal være særligt opmærksomme på, er, hvordan vi vurderer resultatet af vores træning.
Hvis en hest tidligere reagerede kraftigt på en genstand, men nu står stille ved siden af den, er det nærliggende at tænke, at den er blevet tryg.
Og det kan den meget vel være.
Men fraværet af en synlig reaktion fortæller os ikke nødvendigvis hele historien.
En hest kan stå stille, fordi den har lært, at genstanden er ufarlig. Den kan også stå stille, fordi den har lært en bestemt adfærd, selv om situationen fortsat påvirker den. Og i nogle tilfælde kan hæmmet adfærd være forbundet med en belastende tilstand.
Begrebet tillært hjælpeløshed bruges om en særlig læringsproces, hvor gentagne erfaringer med manglende kontrol over ubehagelige begivenheder kan påvirke individets senere forsøg på at handle. Det er et vigtigt forskningsbegreb, men ikke en diagnose, vi kan stille ved blot at se en stille hest.
Derfor bør vi hverken antage, at stilhed altid betyder tryghed, eller at en rolig hest nødvendigvis har opgivet at reagere.
Vi må se på helheden.
Kan hesten fortsat orientere sig mod omgivelserne? Bevæger den sig naturligt? Tager den initiativ? Hvordan reagerer den på velkendte signaler? Og hvordan udvikler dens adfærd sig over tid og på tværs af forskellige situationer?
Vi kan ikke aflæse hestens indre oplevelse med fuld sikkerhed. Men vi kan blive mere omhyggelige med, hvilke konklusioner vi drager ud fra det, vi ser.
Når forskning og erfaring mødes
Hestetræning er ikke et nyt fænomen. Mennesker har arbejdet med heste i årtusinder, længe før vi havde den neurovidenskabelige og adfærdsbiologiske viden, vi har i dag.
Mange dygtige hestefolk har gennem observation, erfaring og praktisk arbejde udviklet metoder, der hjælper dem med at forstå og uddanne heste.
Forskningen giver os mulighed for at undersøge nogle af de mekanismer, der kan være med til at forklare, hvorfor bestemte fremgangsmåder virker, og under hvilke betingelser de kan være hensigtsmæssige.
Det betyder ikke, at al god træning skal udspringe af et videnskabeligt studie. Men det betyder heller ikke, at en metode nødvendigvis virker på alle heste, fordi den har fungeret godt for mange andre.
Det er netop i mødet mellem viden, erfaring og observation, at jeg synes, hestetræning bliver særligt interessant.
Vi kan lade os inspirere af trænere som Tristan Tucker og Warwick Schiller, samtidig med at vi bruger forskningen til at forstå læringsprocesserne og forholder os åbent til, hvad den enkelte hest fortæller os gennem sin adfærd.
Vi behøver ikke alle sammen træne ens. Men vi kan alle have glæde af at forstå lidt mere af, hvad der sker hos hesten, mens vi træner.
Den hest, vi lærer at forstå
Da vi begyndte denne artikelserie, var udgangspunktet Jaak Panksepps forskning i pattedyrs grundlæggende følelsessystemer. Vi undersøgte, hvordan hestens adfærd kan være forbundet med langt mere end simple reaktioner på omgivelserne.
I anden artikel så vi nærmere på, hvordan frygt, nysgerrighed, erfaringer og sociale relationer kan påvirke den måde, hesten møder verden på.
Og nu er vi nået til det spørgsmål, der måske er det vigtigste i vores daglige omgang med hestene: Hvad gør vi med den viden?
For mig handler svaret ikke om at finde én bestemt metode, der kan løse alle udfordringer. Det handler om at blive mere opmærksom på de erfaringer, vi giver vores heste, og på de små ændringer i deres adfærd, som kan fortælle os noget om, hvordan de håndterer en situation.
Når Barbette reagerer på hestene langs hegnet, er det ikke længere kun en situation, vi skal igennem. Det er også en mulighed for at lære noget mere om hende. Om hendes reaktioner, hendes erfaringer og de betingelser, der kan hjælpe hende til at føle sig mere sikker i vores samarbejde.
Måske handler god træning derfor ikke om at lære hesten aldrig at blive bange. Frygt er en naturlig og vigtig del af dens biologiske beredskab.
Måske handler det i højere grad om at give den erfaringer, der gør verden mere forståelig og håndterbar, så den gradvist får bedre muligheder for at møde nye situationer med overskud.
For når vi begynder at interessere os for den følelsesmæssige tilstand bag adfærden, ændrer vi ikke nødvendigvis kun måden, vi træner på.
Vi ændrer også måden, vi ser vores hest på.
Vil du lære mere?
Hvis du har fået lyst til at arbejde videre med nogle af de praktiske principper, vi har berørt i artiklen, kan du finde inspiration hos to erfarne hestetrænere.
Tristan Tucker – TRT Method: Arbejder blandt andet med hestens reaktioner på udfordrende stimuli og med at lære den færdigheder, der kan hjælpe den med at håndtere spænding i forskellige situationer. Læs mere på trtmethod.com.
Warwick Schiller – Attuned Horsemanship: Har særligt fokus på opmærksomhed, relation, kommunikation og hestens mentale tilstand som en del af træningen. Læs mere på warwickschiller.com.
Begge tilbyder undervisningsmateriale og videoer, hvor du kan se deres tilgange anvendt i praksis.
Forskning og videre læsning
McLean, A. N. & Christensen, J. W. (2017). The application of learning theory in horse training. Applied Animal Behaviour Science, 190, 18–27. En gennemgang af læringsteori, habituering, desensibilisering, betingning og følelsesmæssige forhold i hestetræning.
Christensen, J. W., Rundgren, M. & Olsson, K. (2006). Training methods for horses: Habituation to a frightening stimulus. Equine Veterinary Journal, 38(5), 439–443. Et eksperimentelt studie af forskellige træningsmetoder til håndtering af en potentielt skræmmende stimulus.
McGreevy, P. D. m.fl. (2016). The Contribution of Equitation Science to Minimising Horse-Related Risks to Humans. Animals, 6(3), 15. Om blandt andet læringsteori, sikkerhed og håndtering af hestens reaktioner.
Disse forskningskilder belyser de generelle principper, som artiklen bygger på. Beskrivelserne af TRT Method og Warwick Schiller er baseret på trænernes egne præsentationer af deres tilgange og skal læses som praktiske eksempler, ikke som videnskabelige afprøvninger af deres samlede metoder.
Skriv et svar