Spaced learning – hvorfor pauser er en del af træningen
Forestil dig to ryttere.
Begge ønsker at lære deres hest at stå stille ved skamlen.
Den første gentager øvelsen ti gange i træk. Hesten bliver gradvist mere træt, lidt mindre opmærksom og begynder til sidst blot at gøre det, den plejer.
Den anden rytter gentager øvelsen tre gange. Da hesten lykkes, står de stille et øjeblik. Måske klør rytteren den på manken. Måske kigger de bare ud over ridebanen. Derefter forsøger de igen.
Hvem tror du, lærer hesten mest af?
De fleste ville instinktivt pege på den første. Flere gentagelser må da give mere læring.
Men moderne læringsforskning peger ofte i den modsatte retning.
Hjernen lærer også, når vi holder pause
Når en hest har løst en opgave, er hjernen langt fra færdig med arbejdet.
Tværtimod.
Det er netop i pausen, at en vigtig del af læringen finder sted.
Inde i hjernen begynder nervecellerne at “genafspille” den aktivitet, der lige har fundet sted. De nervebaner, som blev aktiveret under øvelsen, bliver styrket, organiseret og gjort mere stabile. Denne proces kaldes hukommelseskonsolidering og er afgørende for, at en ny erfaring bliver til varig læring.
Det betyder, at en pause ikke er spildtid.
Den er en aktiv del af indlæringen.
Mange ryttere oplever det uden nødvendigvis at kende den biologiske forklaring. Hesten kæmper med en øvelse, man vælger at stoppe, og næste dag virker den pludselig langt lettere.
Det kan føles, som om hesten har “tænkt over det”.
På sin vis er det præcis dét, hjernen har gjort.
Forskningen bag spaced learning
Et af de mest interessante studier på området blev offentliggjort i tidsskriftet Animal Cognition.
Forskerne ønskede at undersøge, om fordelingen af træningen havde betydning for, hvor godt heste lærte en ny opgave.
29 heste blev trænet i at løse en ny udfordring, men de blev opdelt i to grupper.
Den ene gruppe arbejdede i korte intervaller på omkring to minutter ad gangen med pauser imellem.
Den anden gruppe arbejdede i længere sammenhængende intervaller på omkring fire minutter, inden de fik pause.
Den samlede træningstid var den samme.
Forskellen var kun, hvordan den var fordelt.
Resultatet var bemærkelsesværdigt.
Hestene, der arbejdede med de korte intervaller, lærte opgaven markant hurtigere og huskede den bedre ved senere test. Omkring 94 % af disse heste løste opgaven korrekt, mens det kun gjaldt cirka 39 % af hestene i gruppen med de længere sammenhængende træningspas.
Studiet understøtter det, mange undervisere og trænere har oplevet i praksis: Hjernen ser ud til at lære mere effektivt, når træningen opdeles i mindre bidder med pauser imellem.
Mere er ikke nødvendigvis bedre
Vi mennesker har en tendens til at tænke, at mere arbejde automatisk giver bedre resultater.
Vi rider lidt længere.
Vi tager én gentagelse mere.
Og endnu én.
Men hjernen fungerer ikke som en muskel, der blot bliver stærkere jo længere tid, den arbejder.
Tværtimod kan for mange gentagelser få opmærksomheden til at falde.
Det gælder mennesker.
Og det gælder heste.
Efterhånden som øvelsen gentages, begynder hjernen at bruge færre ressourcer på den. Koncentrationen daler, og risikoen for små fejl stiger.
Det betyder ikke, at gentagelser er dårlige.
Gentagelser er nødvendige.
Men kvaliteten af hver enkelt gentagelse er langt vigtigere end antallet.
Tre vellykkede forsøg med en afslappet hest kan give mere læring end femten gentagelser med en hest, der gradvist bliver mentalt træt eller frustreret.
Derfor stopper dygtige trænere ofte tidligere
Hvis man ser dygtige undervisere arbejde, lægger man ofte mærke til noget særligt.
De stopper tidligere, end mange forventer.
Ikke fordi øvelsen er færdig.
Men fordi læringen er begyndt.
Warwick Schiller beskriver ofte, hvordan han bevidst vælger at vente, når hesten har fundet det rigtige svar. I stedet for straks at bede om mere giver han hesten mulighed for at stå stille, slappe af og bearbejde oplevelsen.
På samme måde arbejder Tristan Tucker gennem TRT Method med at skabe øjeblikke, hvor hesten får lov til at finde ro efter en vellykket løsning, frem for hurtigt at blive stillet over for en ny udfordring.
Begge tilgange bygger på mange års praktisk erfaring.
Den moderne hjerneforskning giver en mulig forklaring på, hvorfor de ofte oplever gode resultater.
Pausen bliver en del af undervisningen.
Hvornår er det tid til en pause?
Det kan være fristende at sætte et stopur og beslutte, at hesten skal holde pause hvert tredje minut.
Men sådan fungerer læring sjældent.
Det vigtigste er ikke antallet af minutter.
Det vigtigste er kvaliteten af det øjeblik, hvor pausen kommer.
Forskning fra Janne Winther Christensen har vist, at hestens følelsesmæssige tilstand har stor betydning for dens evne til at lære. Hendes arbejde med habituering og læring peger på, at heste lærer bedst, når nye udfordringer præsenteres gradvist, og når de får mulighed for at undersøge omgivelserne uden at blive overvældet. Det harmonerer godt med nyere forskning i spaced learning, som viser, at korte træningsintervaller med pauser giver bedre indlæring end længere, sammenhængende træningspas.
En god pause gives ofte, når:
- hesten har fundet det rigtige svar
- spændingen falder
- vejrtrækningen bliver roligere
- kroppen slipper unødig anspændthed
- opmærksomheden fortsat er rettet mod opgaven.
Det er ikke en belønning i traditionel forstand.
Det er et øjeblik, hvor hjernen får mulighed for at gøre det, den er skabt til.
Lære.
Den største fejl er måske ikke at træne for lidt
Når vi oplever, at en hest har svært ved en øvelse, er den naturlige reaktion ofte at øve mere.
Men nogle gange er det modsatte den bedste løsning.
En velplaceret pause.
Et kort skridt tilbage.
Et øjeblik, hvor både hjerne og krop får lov til at falde til ro.
Måske er effektiv træning derfor ikke et spørgsmål om at presse flere øvelser ind på kortere tid.
Måske handler det i højere grad om at vide, hvornår man skal lade hjernen arbejde alene.
For når vi først forstår, hvordan hjernen lærer, opstår et nyt spørgsmål.
Hvad er det egentlig, den vælger at huske?
Husker heste enkelte oplevelser?
Når vi mennesker tænker tilbage på en bestemt begivenhed – vores første skoledag eller en særlig ridetur – bruger vi det, forskere kalder episodisk hukommelse. Det er evnen til at genkalde en personlig oplevelse med oplysninger om hvad der skete, hvor det skete, og hvornår det skete.
Hos dyr kan vi ikke spørge, hvad de husker. Derfor bruger forskerne i stedet begrebet episodisk-lignende hukommelse (episodic-like memory). Det beskriver en hukommelse, hvor dyret gennem sin adfærd viser, at det kan huske en bestemt hændelse og forbinde flere oplysninger om den – eksempelvis hvad, hvor og i hvilken sammenhæng oplevelsen fandt sted.
Selvom forskerne stadig diskuterer, hvor tæt denne hukommelsesform ligger på menneskers episodiske hukommelse, tyder flere studier på, at heste besidder netop denne type avancerede hukommelse.
Et interessant studie fra 2021 undersøgte hestes evne til at huske genstande og steder i en ridebane. Hestene undersøgte blandt andet halm, papir, hårtotter og især gødningsklatter fra andre heste. Når en genstand først var blevet undersøgt, opsøgte hestene den sjældent igen samme dag, men de kunne genkende og huske placeringen ved en senere lejlighed. Forskerne konkluderede, at hestene ikke blot huskede stedet, men også hvad de havde oplevet dér, hvilket er karakteristisk for episodisk-lignende hukommelse.
For os som hesteejere giver det god mening.
En hest husker sandsynligvis ikke kun, at den har været ved en trailer før. Den kan også forbinde oplevelsen med omgivelserne, de mennesker der var til stede, lydene, lugtene og den følelse, den havde i situationen.
Følelser er en del af læringen
Læring handler ikke kun om signaler og gentagelser – den handler også om følelser. Den amerikanske neuroforsker Jaak Panksepp beskrev, hvordan pattedyrs adfærd styres af en række grundlæggende følelsessystemer, som blandt andet omfatter nysgerrighed, frygt og omsorg. Hvilket følelsessystem der er aktivt, har stor betydning for, hvordan hjernen bearbejder og lagrer nye erfaringer. En hest, der er præget af frygt, har derfor langt vanskeligere ved at lære end en hest, der er rolig og nysgerrig.
Panksepps forskning har haft stor betydning for moderne forståelse af dyrs følelser og adfærd, og i et kommende blogindlæg ser vi nærmere på, hvordan hans syv grundlæggende følelsessystemer kan hjælpe os til at forstå hestens reaktioner – og til at skabe bedre forudsætninger for læring.
Det er måske netop derfor, nogle heste går afslappet op i én trailer, men bliver spændte ved en anden. Eller hvorfor en pony uden tøven går hen til en presenning, den tidligere har haft en god oplevelse med.
Hukommelsen handler altså ikke kun om at genkende et objekt – men om at genkende hele oplevelsen.
Hvorfor kan én dårlig oplevelse sætte sig fast i årevis, mens en god oplevelse nogle gange kræver mange gentagelser?
Det spørgsmål skal vi dykke ned i i næste artikel, hvor vi ser nærmere på hestens hukommelse, følelsesmæssige minder og den fascinerende forskning i, hvorfor heste husker langt mere, end vi ofte tror.
Skriv et svar