Et forkert trin på folden, en uheldig landing eller et pludseligt vrid under ridning. En kodeledsforvridning kan opstå på ganske få sekunder, men konsekvenserne kan vare betydeligt længere. Hvad sker der egentlig i kodeleddet, når hesten vrider om? Og hvorfor er det ikke altid nok, at hævelsen forsvinder, og hesten igen er rengående?

Det er en situation, mange hesteejere frygter. Hesten kommer ind fra folden med et hævet ben, og selvom den måske ikke er tydeligt halt, er der noget, der ikke er, som det plejer. Måske er kodeleddet varmt, måske er der en blød hævelse omkring leddet, eller måske virker hesten blot en smule forsigtig i sine bevægelser. Det kan være nærliggende at tænke, at den blot har trådt forkert, og at et par dages ro nok skal få det hele til at forsvinde.

Men et forkert trin kan dække over flere forskellige skader, og kodeleddet er en af de strukturer i hestens ben, hvor selv en kortvarig overbelastning kan få betydning. En kodeledsforvridning kan være forholdsvis mild og have et ukompliceret forløb, men den kan også involvere ledbånd og ledkapsel i en grad, som kræver længerevarende behandling og genoptræning. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad der egentlig sker i leddet, hvorfor helingen kan tage tid, og hvordan vi som hesteejere bedst støtter hesten gennem forløbet.

Kodeleddet – en vigtig del af hestens naturlige affjedring

Når vi ser en hest bevæge sig, lægger vi måske mest mærke til de store led og muskler, som skaber fremdriften. Men længere nede i benet arbejder et avanceret system af knogler, sener og ledbånd, som er helt afgørende for, at hesten kan bevæge sig både effektivt og sikkert.

Kodeleddet forbinder pibeknoglen med den øverste tåknogle, og på bagsiden af leddet ligger de to proximale sesamknogler, som indgår i det omfattende støtteapparat omkring leddet. Når hesten sætter benet i jorden, strækkes kodeleddet nedad under belastningen. Gaffelbåndsapparatet og bøjesenerne hjælper med at kontrollere denne bevægelse og fungerer samtidig som en del af et elastisk system, der kan lagre og frigive energi under bevægelsen. Det er blandt andet denne mekanisme, der gør hestens bevægelse så energieffektiv.

Men kodeleddet skal kunne mere end at bøje og strække sig. Det skal også være stabilt, når hoven rammer underlaget, og når hestens vægt overføres gennem benet. Her spiller sideledbåndene, også kaldet kollateralligamenterne, en væsentlig rolle. På både indersiden og ydersiden af kodeleddet findes et sideledbånd, som består af en overfladisk og en dyb del. Sammen med ledkapslen og de øvrige stabiliserende strukturer begrænser de uønskede sidebevægelser og rotation, så leddet kan arbejde inden for sine normale bevægelsesgrænser.

Netop denne kombination af stor bevægelighed og behovet for stabilitet gør kodeleddet sårbart, når hesten pludselig træder forkert.

Når et enkelt vrid bliver til en skade

Forestil dig en hest, der galoperer hen over folden. Den sætter forbenet i jorden, men hoven lander skævt i et ujævnt område. Kroppen fortsætter fremad, mens hoven et kort øjeblik bliver stående i en uhensigtsmæssig position. I løbet af ganske få sekunder kan kodeleddet blive udsat for en vridende eller sidelæns belastning, som overstiger det, de stabiliserende væv normalt kan modstå.

Det er denne type akut overbelastning, vi beskriver som en kodeledsforvridning eller distorsion. Leddet bliver tvunget ud over sit normale bevægelsesområde, uden at der nødvendigvis sker en egentlig ledskred. Afhængigt af belastningens retning og styrke kan der opstå små fiberskader i ledbåndene, irritation eller beskadigelse af ledkapslen og i mere alvorlige tilfælde delvise eller fuldstændige overrivninger af stabiliserende strukturer.

Det betyder, at betegnelsen kodeledsforvridning ikke i sig selv fortæller os, hvor alvorlig skaden er. Hos én hest kan der være tale om en forholdsvis mild påvirkning af ledkapslen, mens en anden kan have beskadiget et sideledbånd i en grad, som kræver et betydeligt længere rehabiliteringsforløb. Samtidig kan andre skader, eksempelvis knoglelæsioner eller skader på sener og gaffelbåndsapparatet, give symptomer, der minder om en forvridning. Derfor er det afgørende, at dyrlægen undersøger hesten og vurderer, hvilke strukturer der faktisk er påvirket.

Når vævet bliver beskadiget, reagerer kroppen med en inflammatorisk proces. Blodgennemstrømningen og aktiviteten i vævet ændres, og forskellige signalstoffer er med til at sætte kroppens naturlige reparationsmekanismer i gang. Samtidig kan der ophobes væske i de omkringliggende bløddele eller inde i selve leddet, hvilket kan give den varme, hævelse og ømhed, som vi ofte forbinder med en akut skade.

Inflammation er en nødvendig del af helingsprocessen, men hævelsens størrelse fortæller ikke nødvendigvis, hvor omfattende skaden er. En tydelig hævelse kan opstå ved en forholdsvis begrænset vævspåvirkning, mens andre skader kan være mindre synlige. På samme måde kan graden af halthed variere betydeligt. En hest kan være næsten rengående og alligevel have en skade, som kræver behandling og genoptræning. Derfor bør en akut hævelse eller halthed omkring kodeleddet altid føre til kontakt med egen dyrlæge, så årsagen kan undersøges. Ved kraftig halthed, manglende vægtbæring eller unormal benstilling er der behov for akut veterinær vurdering.

Da Barbette fik et hævet kodeled

For mit eget vedkommende blev kodeledsforvridning pludselig et meget aktuelt emne, da jeg en dag opdagede, at Barbette havde et hævet kodeled. Jeg havde ikke set hende træde forkert, og jeg vidste derfor heller ikke, hvad der havde udløst hævelsen. I samråd med dyrlægen besluttede vi i første omgang at give hende ti dage med skridt og derefter vurdere udviklingen.

Hævelsen aftog, og umiddelbart så det ud til, at vi var på rette vej. Men da jeg efter de ti dage forsøgte med lidt trav, kom hævelsen tilbage. Det blev en meget konkret påmindelse om, at et ben godt kan se bedre ud, uden at det nødvendigvis er klar til mere belastning. Dyrlægen kom derfor ud og foretog en klinisk undersøgelse, hvorefter Barbette fik yderligere ti dage med skridt og smertestillende behandling.

Ved den efterfølgende kontrol var Barbette rengående, og vi kunne derfor begynde den genoptræning, som dyrlægen havde lagt en plan for. Forløbet har gjort mig nysgerrig på, hvad der egentlig sker i kodeleddet ved en forvridning, hvorfor hævelsen kan vende tilbage, og hvordan vi bedst hjælper vævet med at genvinde sin belastningstolerance. Det er netop de spørgsmål, der ligger til grund for denne artikel.

Fra mistanke til diagnose – hvorfor den præcise skade betyder noget

Når dyrlægen undersøger en hest med mistanke om kodeledsforvridning, handler det ikke blot om at konstatere, at leddet er hævet. Det handler om at finde frem til, hvor smerterne kommer fra, og hvilke strukturer der kan være beskadiget. Den kliniske undersøgelse omfatter typisk en vurdering af hævelse, varme, ømhed og eventuel ustabilitet, ligesom hestens bevægelse kan undersøges, hvis det er forsvarligt.

I nogle tilfælde kan diagnostiske bedøvelser hjælpe med at lokalisere smerterne, men det er ofte nødvendigt at supplere med billeddiagnostik for at få et mere præcist billede af skaden. Røntgen kan eksempelvis bruges til at undersøge knoglerne og udelukke frakturer eller afrivningsskader, mens ultralyd er særligt relevant, hvis der er mistanke om beskadigelse af ledbånd eller andre bløddele omkring kodeleddet.

Betydningen af ultralyd blev blandt andet beskrevet af Tenney og Whitcomb i en undersøgelse fra 2008, hvor forskerne gennemgik 17 heste med overrivning af kodeleddets sideledbånd. Undersøgelsen viste, hvordan ultralyd kunne bidrage til at identificere og karakterisere skader på de stabiliserende ledbånd. Selvom studiet omhandlede alvorlige ledbåndsrupturer og derfor ikke kan overføres direkte til milde kodeledsforvridninger, illustrerer det, hvorfor det er vigtigt at kende skadens præcise omfang.

For det er netop diagnosen, der skal danne grundlaget for behandlingen. To heste kan have næsten identiske symptomer, men have behov for vidt forskellige forløb, fordi de underliggende vævsskader ikke er de samme.

Heling tager tid – også når hesten ser rask ud

Når den akutte skade er opstået, handler den første del af behandlingen om at beskytte det beskadigede væv og begrænse risikoen for yderligere skade. Hvor meget aflastning der er nødvendig, afhænger af diagnosen. Nogle heste kan begynde med kontrolleret bevægelse forholdsvis tidligt, mens andre har behov for en længere periode med begrænset aktivitet. Køling og smertelindring kan i nogle tilfælde indgå i behandlingen efter dyrlægens vurdering, men ingen af delene betyder i sig selv, at et beskadiget ledbånd er helet.

Det er især vigtigt at forstå forskellen mellem den synlige bedring og den biologiske heling. For når hævelsen forsvinder, benet ikke længere føles varmt, og hesten igen bevæger sig rent, kan det være fristende at tænke, at skaden er overstået. Men hvis der har været en egentlig ledbåndsskade, er kroppens reparationsarbejde ikke nødvendigvis afsluttet.

Ledbånd består i høj grad af kollagenfibre, som er organiseret til at kunne modstå trækkræfter i bestemte retninger. Når fibrene bliver beskadiget, skal kroppen først håndtere den akutte vævsreaktion, derefter danne reparationsvæv og efterfølgende ombygge dette væv, så det gradvist kan modstå mekanisk belastning. Det nye væv har ikke nødvendigvis samme struktur eller styrke som det oprindelige ledbånd, og ombygningen kan fortsætte længe efter, at de synlige symptomer er aftaget.

Derfor er det vigtigt at skelne mellem, at hesten er rengående ved almindelig bevægelse, og at vævet igen kan håndtere de kræfter, der opstår under eksempelvis galop, små volter, hurtige vendinger eller springning. En hest kan godt være haltfri, før den er klar til at vende tilbage til sin normale træning.

Denne forskel er en af de væsentligste grunde til, at genoptræning bør betragtes som en gradvis proces frem for blot en periode, hvor man venter på, at haltheden forsvinder.

Hvorfor starter genoptræningen ofte på lige spor?

Når dyrlægen vurderer, at hesten er klar til at begynde kontrolleret bevægelse, vil genoptræningen i mange tilfælde starte med skridt på lige spor. Det kan umiddelbart virke som en lille detalje, men der er en interessant biomekanisk forklaring på, hvorfor ligeudrettet bevægelse ofte foretrækkes i den tidlige rehabilitering.

I Barbettes tilfælde har dyrlægen lagt en genoptræningsplan, hvor vi begynder med to uger på lige spor, inden vi gradvist må introducere buede spor. Det fik mig til at interessere mig for, hvorfor netop forskellen mellem lige og buede spor har betydning, når et kodeled skal genoptrænes. For selvom en stor volte i skridt umiddelbart kan virke som en meget beskeden belastning, er der faktisk biomekaniske forskelle på, hvordan hestens ben arbejder, når den bevæger sig ligeud, og når den skal ændre retning.

Det er vigtigt for mig at understrege, at de to uger ikke er en generel anbefaling til alle heste med kodeledsforvridning, men en del af den individuelle plan, som Barbettes dyrlæge har lagt. Andre heste kan have behov for et helt andet forløb, afhængigt af hvilke strukturer der er påvirket, og hvordan skaden udvikler sig.

Når hesten bevæger sig ligeud, skal benene primært håndtere de kræfter, der opstår ved vægtbæring og fremadrettet bevægelse. På en volte ændres situationen, fordi hesten hele tiden skal ændre retning. Det kræver en kraft rettet ind mod voltens centrum, og dermed ændres både belastningsfordelingen mellem benene og de kræfter, som påvirker hoven og de omkringliggende led.

Forskningen har undersøgt disse forskelle ved hjælp af blandt andet trykmålinger, bevægelsesanalyser og måling af kræfterne mellem hov og underlag. I et studie af Chateau og kolleger blev seks heste undersøgt under trav på små volter på forskellige underlag. Forskerne fandt blandt andet, at det indvendige forben havde en lavere maksimal lodret belastning og en længere standfase end det udvendige forben. Samtidig viste undersøgelsen, at underlagets egenskaber havde betydning for de tværgående kræfter og rotationsmomenter, som opstod under bevægelsen.

Andre undersøgelser har vist, at selv skridt på en volte ændrer hestens bevægelsesmønster. Egenvall, Engström og Byström undersøgte i 2020 heste, som bevægede sig på lige spor og volter, og fandt forskelle mellem de indvendige og udvendige bens bevægeudslag. Det understøtter, at bevægelse på buede spor stiller andre biomekaniske krav end ligeudrettet bevægelse.

Det betyder ikke, at kodeleddet nødvendigvis belastes mere på en volte i alle henseender. Belastningen bliver snarere fordelt anderledes, og der opstår sidekræfter og rotationsmomenter, som kan være relevante, når et led eller dets stabiliserende strukturer er under opheling. Undersøgelserne måler ikke direkte belastningen i et beskadiget sideledbånd, og vi kan derfor ikke konkludere, præcis hvor meget belastningen på dette væv ændres. Men de giver en biomekanisk begrundelse for at begynde genoptræningen med bevægelser, hvor belastningen er mere enkel og kontrollerbar.

Voltens størrelse og hestens hastighed har også betydning. Jo mindre volten er, desto større bliver behovet for kraft ind mod centrum ved samme hastighed, og når hastigheden øges, stiger dette kraftbehov yderligere. Derfor vil en lille volte i trav stille andre krav til hestens bevægeapparat end en stor, blød bue i skridt.

Når hesten er klar til mere krævende arbejde, kan det derfor være relevant gradvist at introducere store buer, inden man går videre til mindre volter og mere komplekse øvelser. Men der findes ikke forskning, som dokumenterer, at alle heste med kodeledsforvridning skal arbejde på lige spor i præcis to uger eller en anden fastsat periode. Det er altid den behandlende dyrlæge, der skal afgøre, hvornår og hvordan belastningen må øges.

Når genoptræningen skal bygge hesten op igen

Genoptræning handler ikke blot om at få hesten tilbage under rytter. Den handler om gradvist at genopbygge vævets evne til at håndtere belastning og samtidig bevare eller genetablere hestens øvrige fysiske funktion.

I en nyere veterinærfaglig gennemgang fra 2025 beskriver Ellis og Giancola, hvordan rehabilitering efter sene- og ledbåndsskader bør tilpasses den enkelte hest og tage højde for blandt andet smerte, bevægelighed, styrke, udholdenhed og proprioception. Sidstnævnte er hestens evne til at registrere kroppens og lemmernes position og bevægelse og har betydning for dens koordination og balance.

Et centralt princip i moderne rehabilitering er, at væv har brug for passende mekanisk påvirkning for at kunne tilpasse sig belastning. Men tidspunktet og mængden er afgørende. For lidt belastning over længere tid kan være uhensigtsmæssigt for den samlede fysiske funktion, mens for hurtig progression kan overstige det helende vævs aktuelle kapacitet.

Derfor er det ikke nødvendigvis den hurtigste genoptræning, der er den bedste. Det er den genoptræning, hvor belastningen tilpasses vævets udvikling, og hvor hestens reaktion løbende indgår i vurderingen.

For nogle heste vil det betyde en længere periode med kontrolleret skridt, mens andre gradvist kan begynde mere krævende arbejde, når dyrlægen vurderer, at det er forsvarligt. Senere i forløbet kan det være relevant at arbejde med balance, koordination og varierede bevægelser, men disse elementer skal introduceres på det tidspunkt, hvor den konkrete skade kan tåle belastningen.

En genoptræningsplan bør derfor ikke opfattes som en kalender, hesten skal følge for enhver pris. Den er et redskab, som skal kunne justeres i takt med hestens udvikling.

Når hævelsen kommer tilbage – er det et tilbageslag?

Et spørgsmål, som mange hesteejere kan stå med under genoptræningen, er, hvad det betyder, hvis kodeleddet begynder at hæve igen, når hesten kommer i mere arbejde. Især hvis hesten fortsat er rengående, virker frisk og ikke viser tegn på smerte.

Tilbagevendende hævelse kan forekomme under et genoptræningsforløb, men det betyder ikke nødvendigvis, at reaktionen er normal eller ufarlig. Efter en kodeledsforvridning kan ledkapslen og de omkringliggende bløddele fortsat være påvirkede, selvom den oprindelige hævelse er aftaget. Når belastningen øges, kan det medføre en fornyet væskeansamling eller inflammatorisk reaktion. Det kan være et tegn på, at vævet endnu ikke tolererer den aktuelle belastning, men hævelsen kan også have andre årsager.

Det betyder ikke automatisk, at skaden er blevet forværret. Men det er heller ikke en reaktion, man bør ignorere eller blot betragte som en naturlig del af genoptræningen. Hesten kan godt bevæge sig uden synlig halthed, selvom der fortsat er irritation eller vævsskade, og fravær af halthed er derfor ikke i sig selv dokumentation for, at kodeleddet er fuldstændigt helet.

Ny eller tilbagevendende hævelse bør derfor altid drøftes med den behandlende dyrlæge, inden belastningen øges yderligere. Dyrlægen kan vurdere, om hævelsen er forenelig med det konkrete forløb, om genoptræningen skal justeres, eller om der er behov for yderligere undersøgelser.

Der findes ikke tilstrækkelig forskning til at fastslå, hvor ofte hævelse vender tilbage specifikt efter en mild kodeledsforvridning, eller hvor meget hævelse der kan accepteres under genoptræningen. Netop derfor er den individuelle vurdering så vigtig.

To heste med samme diagnose kan have vidt forskellige forløb

Noget af det vigtigste at huske er, at en kodeledsforvridning ikke er én bestemt skade med én bestemt helingstid. Den beskriver en skadesmekanisme, men fortæller ikke nødvendigvis, hvor omfattende vævspåvirkningen er.

Den ene hest kan have en mild påvirkning af ledkapslen, mens en anden kan have en egentlig ledbåndsskade. Samtidig kan hestens alder, tidligere skader, fysiske form og fremtidige anvendelse have betydning for, hvordan genoptræningen skal tilrettelægges.

En dressurhest, der skal tilbage til samlet arbejde, sidebevægelser og mindre volter, stilles eksempelvis over for andre bevægelsesmæssige krav end en hest, der primært anvendes til rolig turridning. Det betyder ikke nødvendigvis, at den ene hest får et vanskeligere forløb end den anden, men det understreger, hvorfor genoptræningen skal tilpasses både skaden og de krav, hesten senere skal kunne håndtere.

Ved en mild forvridning uden væsentlig strukturel skade kan prognosen være god, mens mere omfattende skader på sideledbåndene kan have en mere usikker prognose. Der findes dog begrænset forskning, som specifikt beskriver helingstid og langtidsprognose ved milde, akutte kodeledsforvridninger hos almindelige rideheste. Det ville derfor være misvisende at angive én bestemt helingstid, som gælder for alle.

Forskningen kan give os viden om vævsheling, biomekanik og rehabilitering, men den kan ikke erstatte dyrlægens vurdering af den enkelte hest. En genoptræningsplan, som fungerer godt for én hest, er ikke nødvendigvis den rigtige for en anden.

Kan vi mindske risikoen for en kodeledsforvridning?

Vi kan aldrig fjerne risikoen for, at en hest træder forkert. Heste bevæger sig hurtigt, reagerer spontant og færdes på underlag, som ikke altid er fuldstændig jævne. Men vi kan forsøge at reducere nogle af de forhold, der øger risikoen for uhensigtsmæssige belastninger.

Et oplagt sted at begynde er underlaget. Dybe huller, meget ujævne områder og glatte passager kan skabe situationer, hvor hoven mister fæstet eller lander skævt. Det gælder både på folden, ridebanen og under turridning. Samtidig har hestens generelle fysiske form betydning for, hvordan den håndterer belastning, og en veltilrettelagt træning, hvor intensitet og sværhedsgrad øges gradvist, giver muskler og støttevæv mulighed for at tilpasse sig de krav, der stilles.

Regelmæssig hovpleje og en hensigtsmæssig hovbalance er også relevante elementer i den samlede håndtering af hestens bevægeapparat. Det betyder dog ikke, at en bestemt beskæring, skoning eller træningsmetode dokumenteret kan forhindre kodeledsforvridninger.

Forebyggelse handler derfor ikke om at gøre hestens omgivelser fuldstændig risikofrie, men om at skabe gode forudsætninger for sikker bevægelse og en krop, der gradvist er forberedt på de belastninger, vi beder den om at håndtere.

Når tålmodighed bliver en del af træningen

Som hesteejer kan det være frustrerende, når en skade opstår pludseligt, og den efterfølgende genoptræning tager tid. Især når hesten virker frisk, gerne vil bevæge sig og måske allerede efter kort tid ser ud til at være tilbage i sin normale form.

Men kroppens væv følger ikke nødvendigvis den samme tidsplan som hestens energi og lyst til at arbejde.

En kodeledsforvridning kan være en mild skade med et ukompliceret forløb. Den kan også være mere omfattende, end de første symptomer antyder. Derfor er det vigtigste ikke at finde den hurtigste vej tilbage til ridning, men at forstå, hvad hesten faktisk har beskadiget, og give den mulighed for gradvist at genvinde den nødvendige belastningstolerance.

Forskningen kan hjælpe os med at forstå, hvorfor aflastning, kontrolleret bevægelse og gradvis øget belastning spiller en rolle i rehabiliteringen. Men den enkelte hest følger ikke nødvendigvis et gennemsnitligt forløb, og netop derfor skal genoptræningen altid ske i tæt samarbejde med den behandlende dyrlæge.

For målet er ikke blot, at hesten igen kan bevæge sig uden at halte. Målet er, at den kan vende tilbage til et aktivt liv med et ben, der er så godt forberedt som muligt på de belastninger, vi igen vil bede den om at håndtere.


Vigtigt at huske

Ingen kodeledsforvridninger er nødvendigvis ens. Artiklen beskriver generelle veterinærfaglige principper og kan ikke bruges som en individuel behandlings- eller genoptræningsplan. Ved mistanke om skade, tilbagevendende hævelse eller ændringer under genoptræningen skal egen dyrlæge altid kontaktes. Det er dyrlægens vurdering af den enkelte hest, der skal danne grundlag for behandling, belastning og tilbagevenden til træning.


Forskning og faglige kilder

Tenney, W. A. & Whitcomb, M. B. (2008). Rupture of collateral ligaments in metacarpophalangeal and metatarsophalangeal joints in horses: 17 cases (1999–2005). Journal of the American Veterinary Medical Association, 233(3), 456–462.
https://doi.org/10.2460/javma.233.3.456

Tenney, W. A. & Whitcomb, M. B. (2008). Ultrasonographic Diagnosis of Fetlock Collateral Ligament Rupture in 17 Horses. Proceedings of the American Association of Equine Practitioners.
https://www.ivis.org/library/aaep/aaep-annual-convention-san-diego-2008/ultrasonographic-diagnosis-of-fetlock-collateral-ligament-rupture-17-horses

Chateau, H. et al. (2013). Kinetics of the forelimb in horses circling on different ground surfaces at the trot. The Veterinary Journal, 198(Suppl. 1), e20–e26.
https://doi.org/10.1016/j.tvjl.2013.09.028

Egenvall, A., Engström, H. & Byström, A. (2020). Kinematic effects of the circle with and without rider in walking horses. PeerJ, 8, e10354.
https://doi.org/10.7717/peerj.10354

Ellis, K. L. & Giancola, S. (2025). Guidelines for Formulating Rehabilitation Strategies for Equine Tendon and Ligament Injuries. Veterinary Clinics of North America: Equine Practice, 41(2), 421–441.
https://doi.org/10.1016/j.cveq.2025.04.010


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *