Det ser umiddelbart enkelt ud, når en dygtig mønstrer viser en hest frem. Hesten går ved siden af sit menneske, stopper, stiller sig op og bevæger sig frem i skridt eller trav på små signaler, mens fremviseren på en eller anden måde formår både at være tydeligt til stede og næsten usynlig på samme tid. For det er jo hesten, vi skal se. Dens bygning, dens bevægelser og det samlede udtryk. Men bag den tilsyneladende enkle fremvisning ligger der langt mere træning, timing og præcision, end man måske lige får øje på fra sidelinjen.
For mig er mønstring samtidig en af de færdigheder, der har fulgt mig gennem rigtig mange år med heste. Jeg lærte for alvor håndværket gennem 4H, hvor vi brugte mange timer på at træne mønstring og alle de små detaljer, der hører til en god fremvisning. Dengang tænkte jeg næppe over, hvor meget jeg senere skulle få ud af den læring. Men når jeg i dag ser tilbage på nogle af de store oplevelser, jeg har haft med mine heste – fra kåringer og følskuer, Store Hestedag og Roskilde Dyrskue til klubmesterskaber i HKR – løber mønstringen som en lille rød tråd igennem det hele.
Og nu er jeg begyndt forfra med Barbette.
Det har fået mig til igen at blive nysgerrig på mønstringen, ikke kun som konkurrencedisciplin, men som en grundlæggende færdighed i arbejdet med en hest. For jeg synes faktisk, der gemmer sig rigtig meget god hestehåndtering i noget så tilsyneladende simpelt som at kunne gå, stoppe, stå og bevæge sig sammen fra jorden.
Når opgaven er at lade dommeren se hesten
Mønstring forbindes ofte med dyrskuer og kåringer, hvor hesten skal præsenteres for en dommer, men den bruges i flere forskellige sammenhænge. Ved en kåring skal dommerne blandt andet kunne vurdere hestens eksteriør og bevægelser, på dyrskuet er fremvisningen en del af bedømmelsen af hesten, og hos dyrlægen kan vi have brug for at vise hesten i skridt og trav, så dens bevægelse kan vurderes. Ved konkurrencer på højt niveau møder vi også mønstringen ved dyrlægetjek, hvor hestene fremvises fra jorden som en del af vurderingen af, om de er klar til at konkurrere.
Formålet er altså ikke nødvendigvis det samme, men grundideen er. Hesten skal kunne håndteres sikkert og fremvises på en måde, der giver den, der står og betragter den, mulighed for rent faktisk at se den.
Der findes grundlæggende to former for mønstring: på lige bane og på trekantbane. Den lige bane bruges blandt andet ved kåringer, når hesten skal vises på fast bund, og når dyrlægen skal se hesten bevæge sig. Her giver den lige linje mulighed for at betragte hesten direkte bagfra og forfra. På trekantbanen kan dommeren se hesten fra flere vinkler under den samme fremvisning – på vej væk, fra siden og på vej tilbage.
Præcis hvordan fremvisningen gennemføres, afhænger af sammenhængen og det gældende reglement, men det interessante for mig er alt det, der skal fungere mellem hest og menneske, for at hesten kan blive vist godt.
At løbe med hesten – ikke bare ved siden af den
Noget af det, jeg tydeligst husker fra min tid i 4H, er, hvor meget der blev lagt vægt på vores egen rolle i fremvisningen. Vi skulle ikke bare kunne få hesten fra A til B og huske, hvor vi skulle vende. Vi skulle lære at præsentere den.
Vi brugte mange timer på opstilling, skridt, trav og vendinger, på vores egen placering i forhold til hesten og på de små detaljer, der kunne gøre forskellen på en middelmådig og en virkelig god fremvisning. Og nogle ting blev gentaget igen og igen: Vi skulle løbe i takt med hesten. Hånden op foran øjet i vendingerne. Skarpe markeret vendinger. Korrekt benstilling i opstillingen. God energi i bevægelsen og placer dig ved hestens skulder.
Det giver faktisk endnu mere mening for mig i dag, end det gjorde dengang. For en mønstrer skal selvfølgelig kunne styre retning og tempo, men samtidig skal vi passe på ikke selv at komme til at forstyrre det, dommeren forsøger at se. Holder vi for meget fast, kan vi begrænse hestens bevægelse. Kommer vi ud af rytmen, kan vi påvirke dens trav. Og placerer vi os forkert, kan vi ganske enkelt komme til at stå i vejen for hesten.
At løbe i takt handler derfor ikke bare om at få benene til at passe. Det handler om at finde ind i hestens rytme og bevæge sig sammen med den. Når det lykkes rigtig godt, synes jeg næsten, at mønstreren forsvinder lidt ud af billedet. Hesten får plads til at fylde, og det er netop meningen.
Det samme gælder, når hesten skal stå. Ved den åbne opstilling placeres hesten, så dommeren kan se alle fire ben, og de ben, der er længst væk fra dommeren, står tættest sammen. Det kan kræve, at hesten flyttes ganske lidt frem eller tilbage eller blot flytter et enkelt ben, og bagefter skal den kunne blive stående. Igen ser det enkelt ud, når det fungerer, men det kræver faktisk en ret præcis kommunikation mellem hest og menneske.
Fra 4H-træningen til de store oplevelser
På dyrskuerne og til kåringerne blev alt det, vi havde trænet i 4H, pludselig omsat til praksis. Her skulle hestene mønstres som en del af deres egen bedømmelse, og vores opgave som fremvisere var at give dommeren de bedste muligheder for at vurdere den hest, vi stod med. Men de dygtigste mønstrere kunne også blive udtaget til en egentlig mønstringskonkurrence, og her ændrede fokus sig. Nu var det ikke primært hestens kvaliteter, der blev bedømt, men vores evne til at håndtere og fremvise den.
Når jeg ser tilbage, kan jeg virkelig se, hvor meget de mange træningstimer i 4H kom til at betyde for nogle af de oplevelser, jeg senere fik.
I 2005 fremviste jeg vores islænder Vinur fra Ny Broholm på Store Hestedag, hvor han endte med at vinde titlen som Dagens Hest. Det var selvfølgelig Vinur, der blev bedømt, og hans titel var hans, men min opgave var at præsentere ham på en måde, hvor dommerne fik mulighed for at se ham bedst muligt. Den del havde jeg allerede brugt rigtig mange timer på at lære.
To år senere, i 2007, stod jeg på Roskilde Dyrskue med Kappelgaardens Trusty, en 2-års Tinkerhoppe. Trusty havde selv et rigtig flot dyrskue og blev udtaget til konkurrencen om Skuets bedste 2-års, hvor hun opnåede en flot 4. plads. Men vi blev også udtaget til mønstringskonkurrencen, og denne gang var det vores fremvisning sammen, der skulle bedømmes.
Den konkurrence vandt vi.
Sejren betød samtidig, at jeg blev elitemønstrer på Roskilde Dyrskue, og det er nok en af de oplevelser, hvor forbindelsen tilbage til alle timerne i 4H bliver allerklarest for mig. For pludselig var alle de små detaljer, vi havde øvet igen og igen – min placering, opstillingen, timingen, rytmen og evnen til at løbe sammen med hesten – blevet til noget meget større end selve træningen. Det var færdigheder, jeg kunne tage med mig og bruge, når det virkelig gjaldt.
Det er egentlig noget af det, jeg synes er så fint ved læring. Vi ved ikke altid, mens vi står midt i den, hvor den senere kommer til at føre os hen.
Mønstring fulgte med til HKR
Mønstringen forsvandt heller ikke ud af mit hesteliv efter dyrskuerne. I Haslev Køre- og Rideforening har disciplinen gennem mange år været en del af klubstævnerne, og hvert år findes der klubmestre i mønstring. Her beskrives formålet med fremvisningen som at se og bedømme, om mønstreren kan magte sin hest sikkerhedsmæssigt korrekt og samtidig fremvise den så flot som muligt.
Jeg synes egentlig, det er en ret præcis beskrivelse af, hvad disciplinen kan. For den flotte fremvisning kan ikke stå alene. Den bygger på, at vi kan håndtere hesten, kommunikere med den og bevæge os sikkert sammen. I bedømmelsen indgår derfor også blandt andet hestens lydighed, mønstrerens holdning og føling med hesten samt hestens soignering. Helheden omkring hest og menneske bliver en del af resultatet.
I 2009 blev jeg klubmester i mønstring i HKR med Hokus Pokus Stengaard, og de senere år har både Carla og jeg igen stillet op i klubbens mesterskab. På den måde er noget, jeg lærte gennem 4H, blevet ved med at dukke op i nye sammenhænge gennem mit hesteliv – og nu oplever jeg også glæden ved at se en ny generation arbejde med de samme færdigheder.
Hestens Værn har ligeledes været med til at sætte fokus på mønstring som horsemanship gennem deres mønstringsmedalje, hvor den gode og hensynsfulde fremvisning anerkendes. Det passer rigtig godt til den måde, jeg selv ser disciplinen på i dag. Jeg vil selvfølgelig gerne kunne fremvise en hest præcist og flot, men jeg er mindst lige så interesseret i det samarbejde, der skal ligge bag. Den rigtig gode fremvisning er for mig ikke den, hvor mennesket skal gøre mest, men snarere den, hvor hesten forstår opgaven så godt, at signalerne kan blive små.
Nu er det Barbettes tur
Nu står jeg så igen og træner mønstring, denne gang med Barbette, og på mange måder er vi tilbage ved begyndelsen. Hun skal lære, hvad jeg mener, når vi går sammen, når jeg ændrer tempo, når vi stopper, og når jeg beder hende om at stå. Senere kan detaljerne blive finere, og vi kan arbejde mere med selve fremvisningen, men lige nu handler det først og fremmest om, at vi finder et fælles sprog.
Det er netop derfor, jeg synes, mønstring er en god færdighed for mine heste at lære, også selvom målet ikke nødvendigvis er en kåring, et dyrskue eller en mønstringskonkurrence. Jeg vil gerne have en hest, jeg kan håndtere sikkert og præcist fra jorden, som kan følge mit tempo, stoppe sammen med mig, stå og vente og gå frem i trav på et let signal. Og vi skal selvfølgelig også være med når der lige om lidt er klubmesterskab i HKR igen.
Når jeg ser tilbage på min egen historie med mønstring, er det dog især én ting, der står tilbage. De mange timers mønstringstræning i 4H lærte mig selvfølgelig et håndværk, men de kom også til at give mig langt mere end det. De var med mig, da Vinur blev Dagens Hest på Store Hestedag, da Trusty og jeg vandt mønstringskonkurrencen på Roskilde Dyrskue, da jeg blev elitemønstrer, og da Hokus Pokus og jeg blev klubmestre i HKR.
Nu tager jeg den samme læring med videre til Barbette.
Og måske er det netop derfor, mønstring stadig betyder noget for mig. Det er en forholdsvis lille disciplin i den store hesteverden, men de færdigheder, jeg lærte gennem den som ung, har fulgt mig gennem mange år og været med til at skabe nogle af de store oplevelser, jeg har fået sammen med hestene.
Skriv et svar