Hestens læring #1 Hvordan lærer heste?

Hvad siger forskningen om indlæring hos heste – og hvordan kan den gøre os til bedre trænere?

“Lad den lige stå lidt.”
De fleste ryttere har hørt de ord fra en underviser.

Måske efter en vellykket overgang. Måske efter et spring. Måske da hesten endelig stod stille ved skamlen eller tog mod til sig og gik hen over en presenning. Instinktivt har mange af os lyst til at fortsætte. Hvis hesten lige har forstået opgaven, må det da være nu, vi skal gentage den. Én gang mere. Og måske lige én ekstra for en sikkerheds skyld.
Men hvad nu, hvis det vigtigste øjeblik i træningen ikke er det, hvor hesten udfører øvelsen? Hvad nu, hvis det vigtigste øjeblik er det, der kommer lige bagefter? Det spørgsmål begyndte jeg for alvor at stille mig selv gennem mit arbejde som skolelærer.

Når jeg planlægger undervisning, handler det ikke kun om, hvad eleverne skal lære. Jeg bruger mindst lige så meget tid på at overveje, hvordan deres hjerner lærer bedst. Jeg ved, at børn ikke lærer optimalt gennem konstant gentagelse. De har brug for variation, tydelige forklaringer, små succesoplevelser og ikke mindst pauser, hvor hjernen får mulighed for at bearbejde det nye stof.

Den tanke blev ved med at dukke op, når jeg arbejdede med heste. For hvorfor skulle hestens hjerne fungere fundamentalt anderledes end andre pattedyrs? Selvfølgelig er heste og mennesker forskellige. Men de grundlæggende biologiske mekanismer bag læring er bemærkelsesværdigt ens. Nye erfaringer lagres gennem ændringer i hjernens nerveforbindelser, følelser påvirker indlæringen, og hjernen har brug for tid til at omsætte oplevelser til varig viden.

I de seneste to årtier er forskningsfeltet Equitation Science vokset betydeligt. Disciplinen kombinerer veterinærvidenskab, adfærdsbiologi, læringspsykologi og neurovidenskab med det formål at undersøge, hvordan heste lærer, og hvordan træning kan tilrettelægges, så den både bliver effektiv og tager hensyn til hestens velfærd.
Samtidig har moderne trænere som Warwick Schiller og Tristan Tucker fra TRT Method udviklet deres træningsfilosofier i en retning, der på mange områder stemmer overraskende godt overens med den videnskabelige viden.

Det betyder ikke, at forskningen har bevist alle deres metoder. Men den giver os et stærkere biologisk grundlag for at forstå, hvorfor mange af principperne ser ud til at virke. Denne artikel handler derfor ikke om én bestemt træningsmetode.

Den handler om, hvad forskningen fortæller os om, hvordan hestens hjerne lærer – og hvordan den viden kan gøre os til bedre undervisere for vores heste.

Læring begynder i hjernen – ikke i kroppen

Når vi ser en hest lære en ny øvelse, lægger vi ofte mærke til kroppen.
Den reagerer hurtigere.
Den bliver stærkere.
Den finder bedre balance.
Bevægelserne bliver lettere.

Men ingen af disse forandringer starter i musklerne.
De starter i hjernen.

Hver eneste gang hesten møder en ny situation, modtager hjernen enorme mængder information gennem sanserne. Den registrerer synsindtryk, lyde, lugte, berøring, balance og kroppens egen bevægelse. Alle disse signaler bliver analyseret næsten samtidig.

Hjernen forsøger hele tiden at besvare nogle helt grundlæggende spørgsmål:

Er det her noget, jeg kender?
Er det trygt?
Er det vigtigt?
Hvordan bør jeg reagere?

Hvis oplevelsen vurderes som betydningsfuld, begynder hjernen at ændre de forbindelser, der findes mellem dens nerveceller.
Disse små forbindelser kaldes synapser, og de er fundamentet for al læring.
Hver gang en oplevelse gentages under de rette betingelser, bliver forbindelserne en lille smule stærkere. Efterhånden kræver den samme opgave mindre mental energi, og det, der tidligere føltes nyt og vanskeligt, bliver gradvist en vane.
Vi siger ofte, at hesten “har lært øvelsen”.

I virkeligheden har hjernen lært at genkende et mønster.

Hvis du går på en mark, er du ved at betræde en ny sti. Den kræver mange overvejelser i starten, for du skal planlægge ruten, overveje om andre veje er bedre, og hvad du skal bruge stien til. Næste gang du går den samme sti, er overvejelserne mindre og stedet allerede mere genkendeligt. Når du har gået der 10 gange, føles det trygt og du kan gøre det næsten uden overvejelser og tankevirksomhed. Når du har gået der mange mange gange er det automatiseret og sker næsten uden du bemærker det.
Hver gang hesten får en ny erfaring, ændres forbindelserne mellem nervecellerne en smule. Denne evne kaldes neuroplasticitet og er hjernens mulighed for at omorganisere sig gennem læring. Det er netop derfor, heste kan lære nye færdigheder – men også ændre gamle vaner.

Hjernens vigtigste opgave er ikke at lære

Det lyder måske overraskende, men hjernens vigtigste opgave er faktisk ikke at lære.
Den vigtigste opgave er at holde individet i live.
Det gælder både mennesker og heste.
For hesten som byttedyr har det gennem evolutionen været langt vigtigere hurtigt at opdage fare end at analysere en ny opgave.
Hvis noget virker usikkert, prioriterer hjernen overlevelse.
Hvis situationen opleves som tryg, kan den bruge ressourcer på at udforske, eksperimentere og lære.

Derfor hænger følelser og læring uløseligt sammen.

Når vi taler om, at en hest “ikke vil samarbejde”, kan forklaringen nogle gange være, at hjernen ganske enkelt arbejder med en helt anden opgave end den, vi tror.
Den forsøger ikke at være besværlig.
Den forsøger at passe på sig selv.

Hippocampus og amygdala – to små områder med stor betydning

Inde i hjernen findes mange specialiserede områder, men to af dem spiller en særlig rolle under indlæring.
Det første er hippocampus.
Hippocampus kan beskrives som hjernens bibliotekar. Den hjælper med at bearbejde nye oplevelser og afgør, hvilke erfaringer der skal lagres som minder.
Når hesten lærer en ny øvelse, er hippocampus med til at organisere informationen, så oplevelsen senere kan genkaldes.

Den anden struktur er amygdala.
Amygdala fungerer som hjernens alarmsystem.
Den vurderer konstant, om omgivelserne virker trygge eller potentielt farlige.
Hvis amygdala registrerer fare, sker der en lynhurtig omstilling.
Stresshormoner frigives.
Pulsen stiger.
Musklerne spændes.
Opmærksomheden rettes mod flugt eller forsvar.
Det er en fantastisk overlevelsesmekanisme.
Men den har en pris.

Når alarmsystemet er aktivt, bliver hjernen dårligere til at lære nye ting.
Det betyder ikke, at hesten slet ikke kan lære under pres.
Men læringen bliver ofte mindre fleksibel og mere knyttet til den konkrete situation.
Derfor er den følelsesmæssige tilstand ikke blot en sidebemærkning i træningen.
Den er en del af selve læringsprocessen.

Det er ikke en ny tanke – men nu kan vi forklare hvorfor

Mange erfarne hestefolk har gennem generationer sagt, at hesten skal være rolig, før den kan lære.
I dag begynder forskningen at forklare, hvorfor.

En af de forskere, der har haft størst betydning for moderne hestetræning, er den australske veterinær og adfærdsforsker Andrew McLean.
Gennem mere end 25 år har han undersøgt, hvordan principper fra læringspsykologien kan anvendes i praktisk hestetræning.
Hans forskning peger blandt andet på, at heste lærer hurtigst, når signalerne er:

tydelige
konsekvente
adskilt fra hinanden
lette at forudsige.

Hvis rytteren giver flere signaler samtidig eller ændrer dem fra gang til gang, bliver det vanskeligere for hjernen at opdage mønstrene.
Hesten forsøger stadig at lære.
Men undervisningen bliver uklar.
Det er en pointe, der ofte overses.
Vi taler meget om, hvor dygtig hesten er til at lære.
Måske burde vi lige så ofte tale om, hvor dygtige vi er til at undervise.
For god hestetræning handler ikke kun om at få hesten til at gøre noget.
Den handler om at præsentere opgaven på en måde, som hjernen faktisk har mulighed for at forstå.

Fra forskning til ridebanen

Det er netop her, forskningen bliver interessant.

For selv om laboratorier og ridebaner er to meget forskellige verdener, peger de ofte i den samme retning.

Moderne trænere som Warwick Schiller og Tristan Tucker beskriver igen og igen, hvordan små, tydelige signaler, følelsesmæssig ro og velplacerede pauser giver bedre resultater end lange træningspas og mange gentagelser.

De arbejder ud fra mange års praktisk erfaring.
Forskningen giver os mulighed for at forstå, hvorfor deres erfaringer ofte virker.
Og den peger samtidig på et vigtigt budskab:

Læring handler ikke kun om, hvad vi gør under træningen.

Den handler i lige så høj grad om, hvad der sker mellem gentagelserne.

Netop dét skal vi se nærmere på i næste afsnit, hvor vi dykker ned i et af de mest spændende begreber inden for moderne læringsforskning – spaced learning – og den forskning, der viser, hvorfor korte træningsintervaller med pauser kan få hestens hjerne til at lære hurtigere end lange træningspas.

Kilder

Artiklen bygger på aktuel forskning inden for equitation science, neurovidenskab og læringspsykologi samt fagfællebedømte videnskabelige artikler om hestens indlæring og adfærd.

Videnskabelige artikler

Christensen, J.W., Malmkvist, J., Nielsen, B.L. m.fl. Effects of repeated versus spaced training on learning in horses. Animal Cognition.
McGreevy, P.D. & McLean, A.N. (2010). Equitation Science. Wiley-Blackwell.
McLean, A.N. & Christensen, J.W. (2017). The application of learning theory in horse training. Applied Animal Behaviour Science.
Sankey, C., Henry, S., André, N. m.fl. Studier om positiv forstærkning, relation mellem hest og menneske samt indlæring hos heste.
Lansade, L. m.fl. Forskning om hestens kognition, hukommelse og følelsers betydning for læring.

Organisationer

International Society for Equitation Science (ISES)
The International Equitation Science Conference Proceedings

Bøger

McLean, A.N. & McGreevy, P.D. Equitation Science.
McLean, A.N. Academic Horse Training.
Schiller, W. The Principles of Training.

Bemærk: Artiklen bygger på en samlet gennemgang af den tilgængelige forskning. Praktiske eksempler og refleksioner er suppleret med forfatterens erfaring som lærer og hestemenneske samt inspiration fra moderne træningsmetoder, herunder Warwick Schiller og TRT Method.