“God træning handler ikke om at gentage mest muligt. Den handler om at lære hjernen at forstå.”
I de to første artikler om læring har vi set, hvordan hestens hjerne danner nye forbindelser, og hvordan oplevelser lagres som minder. Vi ved nu, at læring ikke kun handler om muskler og bevægelser, men om en hjerne, der hele tiden forsøger at forstå verden omkring sig.
Det næste spørgsmål er derfor helt naturligt:
Hvordan træner vi, så hjernen lærer bedst muligt?
Som skolelærer bruger jeg meget tid på at planlægge undervisning. Ikke fordi børn ikke kan lære, men fordi måden vi præsenterer ny viden på, har enorm betydning for, hvor godt de lærer den. Ingen lærer optimalt, hvis de bliver overvældede, usikre eller præsenteret for for meget nyt på én gang.
Det samme gælder heste.
Jo mere jeg har fordybet mig i forskningen om hestens indlæring, desto mere har jeg opdaget, hvor mange ligheder der faktisk er mellem god undervisning og god hestetræning. Begge handler om at skabe forståelse, bygge læringen op i små trin og give hjernen tid til at bearbejde det nye.
Tydelige signaler skaber tydelig læring
En stor del af vores viden om hestens indlæring stammer fra forskningen inden for Equitation Science, hvor professor Andrew McLean gennem mange år har undersøgt, hvordan heste lærer. Hans forskning bygger på klassisk læringsteori og viser, at heste lærer mest effektivt, når signalerne er tydelige, konsekvente og lette at forstå.
Det lyder måske indlysende, men i praksis er det en af de største udfordringer i hestetræning. Alt for ofte kommer vi til at give flere signaler på én gang eller ændre vores hjælpere fra gang til gang. For os virker det som små variationer. For hesten kan det opleves som forskellige spørgsmål.
Hvis hesten ikke forstår spørgsmålet, kan den heller ikke finde det rigtige svar.
Hesten skal kende svaret, før vi stiller spørgsmålet
Det samme princip beskriver Warwick Schiller på en meget enkel måde.
“Hesten skal kende svaret, før vi stiller spørgsmålet.”
Det betyder ikke, at hesten skal kunne hele øvelsen på forhånd. Det betyder, at vi skal opbygge læringen i så små trin, at hvert nyt skridt giver mening ud fra det forrige.
Hvis målet er en afslappet og let bagpartsvending, starter vi ikke med hele øvelsen. Vi begynder måske blot med, at hesten flytter ét bagben for et let signal. Først når dét er forstået, bygger vi videre.
Det er præcis den samme metode, vi bruger i skolen. Et barn lærer ikke at læse ved at få stukket en roman i hånden. Først lærer barnet bogstaverne, derefter lydene, så ordene og til sidst hele sætninger.
Små trin er ikke en langsommere vej.
De er den hurtigste vej til varig læring.
Når presset slipper, begynder læringen
Et af de vigtigste principper i hestens indlæring handler om timing.
Når vi lægger et let pres med tøjlen, schenklen eller hånden, er det ikke selve presset, der lærer hesten noget. Presset fortæller blot, at hjernen skal lede efter en løsning.
Først når hesten finder det rigtige svar, og presset slipper, bliver svaret tydeligt.
Det er dét øjeblik, hjernen forbinder med succes.
Derfor betyder vores timing langt mere end styrken af hjælperne. Et let og præcist signal, efterfulgt af et øjeblikkeligt slip, er langt mere lærerigt end et kraftigt signal, der fortsætter, selv om hesten allerede har reageret korrekt.
Når presset slipper, begynder læringen.
Hjernen kan kun lære én ting ad gangen
Inden for pædagogikken taler man om kognitiv belastning. Hjernen har kun en begrænset kapacitet til at bearbejde ny information ad gangen. Hvis vi bliver præsenteret for for mange nye ting samtidig, bliver læringen mindre effektiv.
Hestens hjerne fungerer på samme måde.
Hvis vi introducerer et nyt signal, et nyt tempo, et nyt miljø og en ny øvelse på én gang, bliver opgaven unødigt kompleks. Hesten bruger flere kræfter på at finde ud af, hvad vi ønsker, end på selve indlæringen.
Derfor giver det ofte langt bedre resultater at arbejde med én ny ting ad gangen. Når den er forstået, kan næste trin lægges ovenpå. Det er vigtigt at dele læring op i så små trin, at hesten kan indlære dem med overskud.
Én ny opgave ad gangen giver hjernen de bedste muligheder for at lære.
Mange små succeser er bedre end én stor
Vi mennesker bliver motiverede, når vi oplever succes. Det samme gælder heste.
Hver gang hesten finder det rigtige svar, styrkes forbindelserne mellem hjernens nerveceller. Det er netop den proces, vi i den første artikel beskrev som neuroplasticitet.
Derfor er de små succesoplevelser langt vigtigere, end vi måske tror. En træning, hvor hesten lykkes ti gange med en enkel opgave, skaber ofte et stærkere fundament end én træning, hvor vi kæmper os igennem en vanskelig øvelse.
God træning handler derfor ikke om at nå længst muligt på én dag.
Den handler om at skabe lyst til den næste træning.
Hesten lærer ikke kun øvelsen
Mange ryttere oplever, at hesten kan en øvelse perfekt hjemme, men pludselig virker usikker til stævne.
Det betyder sjældent, at den har glemt.
Forskningen viser, at heste ikke automatisk overfører deres læring til nye omgivelser. Hjernen kobler ofte en ny færdighed sammen med det miljø, hvor den blev lært.
En hest, der har lært at stå stille ved opstigning hjemme på gårdspladsen, har derfor ikke nødvendigvis lært at gøre det på en travl stævneplads.
Hvis vi ønsker robust læring, skal øvelserne trænes forskellige steder, med forskellige omgivelser og under forskellige forhold.
Når læringen kan flyttes, er den først blevet rigtig stærk.
Pausen er en del af undervisningen
I den første artikel så vi, hvordan forskning i spaced learning viser, at korte træningsintervaller med pauser giver bedre indlæring end lange, sammenhængende træningspas.
Som lærer ved jeg, at en hjernepause ofte gør underværker. Ikke fordi eleven holder op med at lære, men fordi hjernen får tid til at bearbejde det nye.
Hestens hjerne arbejder på samme måde.
Pausen er derfor ikke spildtid.
Den er en aktiv del af læringen.
Måske har du selv oplevet, at en øvelse, som virkede vanskelig den ene dag, pludselig føles let dagen efter. Det er ofte et tegn på, at hjernen har haft tid til at bearbejde og lagre det, den lærte.
Kvalitet slår kvantitet
Vi siger ofte, at øvelse gør mester.
Måske burde vi i stedet sige, at gode øvelser gør mester.
Det er nemlig ikke antallet af gentagelser, der afgør kvaliteten af læringen. Det er kvaliteten af hver enkelt gentagelse.
Hvis hesten gentager en bevægelse med spænding, usikkerhed eller misforståelser, bliver det netop dét, hjernen bliver bedre til. Omvendt kan få, vellykkede gentagelser skabe et stærkt fundament for videre læring.
Derfor er det ofte en god idé at stoppe, mens øvelsen stadig lykkes, frem for at fortsætte, til både hest og rytter bliver trætte.
Hjernen husker kvalitet langt bedre end kvantitet.
Den vigtigste opgave er ikke at kontrollere hesten
Når vi samler forskningen fra Andrew McLean, Equitation Science, nyere viden om hjernens læring og de praktiske erfaringer fra trænere som Warwick Schiller, tegner der sig et tydeligt billede.
Den bedste træning er sjældent den mest spektakulære.
Den er den mest forståelige.
Når signalerne er tydelige, trinene er små, pauserne er en naturlig del af arbejdet, og hesten får mulighed for at lykkes igen og igen, skaber vi de bedste betingelser for, at hjernen kan lære.
Og måske er det netop her, den største erkendelse ligger.
Vi træner ikke først og fremmest hestens muskler.
Vi underviser dens hjerne.
Kilder
- McLean, A. N. & McGreevy, P. D. (2010). Equitation Science.
- McLean, A. N. (2005). The positive aspects of correct negative reinforcement.
- International Society for Equitation Science (ISES). First Principles of Horse Training.
- Holcomb, K. et al. (2022). Spaced versus massed learning in horses. Animal Cognition.
- Schiller, W. (2024). The Principles of Training.
Skriv et svar